Sønderjysk Landboforenings formand er den tredje kandidat, der melder sig på banen for at gå efter viceformandsposten i Landbrug & Fødevarer.
Så blev de tre.
Helt som ventet har Henrik Frandsen, formand for Sønderjysk Landboforening, nemlig besluttet sig for at gå efter den ledige viceformandspost, når Landbrug & Fødevarer 24. maj afholder ekstraordinært delegeretmøde.
Dermed er antallet af kandidater til den eftertragtede post oppe på tre. De to andre, der har meldt sig som kandidater, er Asger Christensen, formand for Kolding Herreds Landbrugsforening, og Finn Pedersen, formand for Østjysk Landboforening.
- For en uges tid siden udtrykte jeg, at jeg havde stor interesse for det, og nu er jeg blevet enig med mig selv om at stille op, siger Henrik Frandsen.
Dialog og konkurrenceevne
Han fortæller, at hovedfokusområdet for ham er rammevilkår og konkurrenceevne.
- Det har vi jo også i Sønderjysk Landboforening arbejdet voldsomt meget på. Vi har afholdt flere stormøder omkring det. Det er helt klart noget, som fylder rigtig meget i min bevidsthed, da det er helt afgørende for, at vi kan få økonomien tilbage i dansk landbrug og tjene lige så mange penge, som man gør i udlandet, siger Henrik Frandsen.
Derudover nævner han, at han vil have fokus på kontakten til medlemmerne.
- På det områder er der i hvert fald nogle ting, som vi godt kan arbejde med i Landbrug & Fødevarer, siger han.
Ambitioner om formandspost
Henrik Frandsen fortæller videre, at viceformandsposten ikke var det eneste, som han har overvejet at stille op til i de seneste uger. Den sønderjyske formand har seriøst gået med overvejelser at melde sig som kandidat til selve formandsposten i Landbrug & Fødevarer, og dermed stille op til et kampvalg mod den fungerende formand, Niels Jørgen Pedersen, der ind til videre er eneste kandidat til den post.
- Men jeg besluttede mig for, at det var viceformandsposten, som er mest interessant for mig, siger Henrik Frandsen, der har siddet i primærbestyrelsen i Landbrug & Fødevarer siden det sidste ordinære delegeretmøde i november sidste år.
Den 50-årige sønderjyske formand vil dog ikke afvise, at han på et senere tidspunkt i sin landbrugspolitiske karriere vil gå efter formandsposten i Landbrug & Fødevarer. At man ikke skulle have ambitioner efter formandsposten, når man også melder sig som vicformandsekandidat, ville være useriøst, mener han.
- Hvis forholdene på et tidspunkt er til det, og folk vil have det, så har jeg helt klart ambitionen om at blive formand på et tidspunkt. Det er dog ikke noget, som ligger i kortene lige nu, siger Henrik Frandsen.
Det er langt fra sikkert, at Henrik Frandsen bliver sidste kandidat, der melder sig på banen. Niels Vestergaard-Salling, formand for LandboNord, Mogens Dall, formand for LandboSyd og Niels Rasmussen, formand for Centrovice, går også alle for tiden rundt og overvejer, om de er kandidater.