Vejret er blevet mildere, og frosten er væk. Det er tid til at komme i haven. Anlægsgartner Torben Jensen fra Holme Olstrup giver råd og vejledning
Efter en hård vinter er det tid til at komme i haven. Som haveejer kan man gøre flere forberedelser, hvis man vil have et godt resultat, for det drejer sig om at komme i gang med det samme.
- Mange haver har efter vinteren fået sneskimmel. Det er en svamp, som belaster de danske græsplæner, og som kan få græsset til at gå ud. En god måde at fjerne sneskimmel på er at rive græsplænen grundigt igennem. Ved større arealer kan man bruge en såkaldt vertikalskærer, fortæller anlægsgartner Torben Jensen, Holme Olstrup.
- Har man stauder i haven, skal de skæres nu. Det samme gælder for frugtbuske og træer; de skal beskæres i disse uger, inden de springer ud. I det hele taget er det vigtig, at man begynder at sætte sit havearbejde i system allerede nu, for når foråret først tager fat, går det hurtigt, pointerer Torben Jensen.
Ny belægning
Vinteren har også været lang for anlægsgartneren. Derfor er forårets ankomst ventet med glæde.
- Ordrebogen for det næste halve år er fuld. Men der har været frost i jorden længe. Derfor har vi bare ventet på at komme i gang, fortæller Torben Jensen.
Opgaverne varierer og byder på alt lige fra fliselægning til beplantning. Når det gælder belægning, ses en ny tendens, forklarer anlægsgartneren.
- Folk vil ikke længere have almindelig herregårdssten, men vælger i stedet nogle andre typer belægningssten, og det er god afveksling. For det kan blive trættende at arbejde i de samme materialer igen og igen, forklarer Torben Jensen.
Han påpeger samtidig, at arbejdet med at plante og iagttage blomster, træer eller buske gro er en konstant kilde til glæde. En glæde han som anlægsgartner nyder at give videre.
Når anlægsgartner Torben Jensen kommer ud til nye kunder, er det forskelligt, hvad de ønsker eller efterlyser. Men på ét område begår folk dog den samme fejl år efter år.
- Haveejere har stadigvæk noget at lære omkring måden, de anvender deres gasbrænder på. Det gælder om at blanchere det ukrudt, man vil fjerne. Det betyder, at man blot skal opvarme ukrudtet ganske kort, forklarer han.
Derved ødelægger man nemlig cellestrukturen i planten og fjerner den helt.
- Brænder man til gengæld ukrudtet for længe, så får man ironisk nok ikke skadet plantens rod, og derved skyder ukrudtet hurtigt igen, tilføjer anlægsgartneren.
Mælkebøtte en undtagelse
Som bekendt forgår ukrudt ikke så let, og en enkelt art er særlig hårdfør.
- Mælkebøtter er en undtagelse, her skal man nok brænde et par gange, inden de er fjernet, slutter anlægsgartner Torben Jensen