Det går småt med landbrugsbyggeriet

Byggefirmaet KN Totalbyg ApS i Haarby mærker finanskrisens eftervirkninger i form af færre byggeopgaver for landbruget.

- Krisen og de deraf følgende vanskeligheder med at få byggeprojekter finansieret, har bevirket en kraftig nedgang i landbrugsbyggeriet.

Det konstaterer indehaveren af byggefirmaet KN Totalbyg ApS i Haarby, bygmester Kristian Nielsen, og han fortsætter:

- Det går småt for tiden med landbrugsbyggeriet. Vi har da hele tiden noget at lave, men ikke ret meget med landbrug. På det område har krisen bevirket, at det er vanskeligt at finansieringen på plads. Dermed er fremtiden uvis, og vi kan blot håbe, at der kommer noget mere gang i tingene igen.

Samarbejde
Det vestfynske byggefirma blev i 1986 startet af tvillingebrødrene Laurits og Kristian Nielsen på adressen Linien 32 i den nordlige udkant af Haarby, hvor virksomheden stadig er hjemmehørende. Firmanavnet var dengang BN Totalbyg I/S. BN stod ganske enkelt for »Brødrene Nielsen«. Efter Laurits Nielsens død i 2004 overtog Kristian Nielsen firmaet, som i den forbindelse ændrede navn til det nuværende »KN Totalbyg ApS«.

Landbruget har altid været et af de store arbejdsområder for firmaet, som i årenes løb har opført langt over hundrede stalde samt en hel del andre landbrugsbygninger rundt omkring på Fyn og Langeland. Mange af disse i samarbejde med et andet Haarby-firma, Tømrermester Rene Nielsen ApS. De to virksomheder arbejder stadig tæt sammen, men begge parter understreger, at der ikke er planer om at fusionere til ét firma.

Stærk konkurrence
- Der har ikke været ret meget landbrugsbyggeri i 2010, fastslår Kristian Nielsen. Vi må håbe, det kommer til at gå opad igen. Der er rift om arbejdet, og det betyder stærk konkurrence på området.

- Det seneste større landbrugsbyggeri, vi har lavet, er en slagtesvinestald med 4.000 stipladser, som vi har bygget for Driftsselskabet Stougaard ved Karlemosevej mellem Flemløse og Køng. Det er i øvrigt den tredje svinestald, vi har bygget for Stougaard-familien. Den første var en slagtesvinestald med 1.700 stipladser og tilhørende fodercentral ved Karlemosevej en halv kilometer nordøst for Flemløse by, og derefter byggede vi en slagtesvinestald med 2.300 stipladser på Hesselbjerggaard vest for Flemløse.

Tilbygninger og reparationer
- I denne tid laver vi først og fremmest mange tilbygninger til beboelser plus lidt industribyggeri. Vi bygger nogle haller, både til industri og landbrug. Blandt andet arbejder vi for øjeblikket med en 130 m2 tilbygning til Haarby Efterskoles idrætshal.

- Landbrugsbyggeri er der som nævnt ikke meget af for tiden. Det handler mest om småreparationer. Dog har vi lige haft en spændende opgave med at lave en helt ny trappe op til hoveddøren på Bonnegaarden i Køng.

Fastholder kvaliteten
Bygmester Kristian Nielsen har for tiden to mand i arbejde foruden sig selv, og tømrermester Rene Nielsen har seks medarbejdere beskæftiget.

- Konkurrencen medfører, at vi bruger en del tid på at beregne priser og afgive tilbud, fortæller de to samarbejdende håndværksmestre. I de senere år har vi oplevet, at priserne bliver presset ned – i nogle tilfælde så langt ned, at de viser sig at være urealistiske. Vi regner en pris ud efter, at det skal kunne løbe rundt. Er der så nogle opgaver, vi ikke får, er der ikke noget at gøre ved det – selv om det kan være ærgerligt at have brugt en masse tid forgæves. Men vi vil ikke gå på akkord med den kvalitet, vi ønsker at levere!

Læs også