Det kan tage år at få afgjort striden om afregning for spiret raps med grovvareselskaberne, fortæller Centrovice-formand Niels Rasmussen, der er formand for det samhandelsudvalg, der har besluttet at tage sagen i retten.
En rigtig møgsag der kan trække ud i årevis.
Sådan beskriver Niels Rasmussen, formand for Centrovice, og formand for det såkaldte samhandelsudvalg, som har besluttet at tage sommerens konflikt mellem landmænd og grovvareselskaberne omkring afregningen for spiret raps til retten.
Udvalget er nedsat af de lokale foreninger i Landbrug & Fødevarer, og udover Niels Rasmussen består udvalget af Lone Andersen, formand for Familielandbruget Vestjylland og Finn Pedersen, formand Østjysk Landboforening.
I alt er det fire principsager mod DLG og Danish Agro, at samhandelsudvalget har besluttet skal afprøves ved retten. Der er tale om sager, hvor landmænd har leveret raps med spirer til grovvareselskaberne, som så har taget fradrag i afregningen forholdet én til én. Det skal forstås således, at hvis der for eksempel var 15 procent spirede frø i en levering frø til grovvareselskabet, så har fradraget været på 15 procent fradrag i afregningen til landmanden. Fradraget er taget, selvom de spirede frø ikke har været sorteret fra landmandens parti, men er blevet solgt med videre til en tredjepart.
- Sagen er som sådan ude af vores hænder nu. Den ligger hos juristerne. Nu kommer der en retssag og en konklusion på det hele. Jeg er dog bare ikke så sikker på, at den konklusion, altså dommen, der kommer, er en, som vil løse op for den problemstilling, der er, siger Niels Rasmussen, der fortæller, at netop dette er grunden til, at han kalder det hele for en møgsag.
Skuffet over de involverede
Den fynske formand er meget skuffet over, at en retssag er blevet nødvendig. Han forstår ikke, hvorfor de involverede parter fra grovvarebranchen ikke for længst har erkendt, at der ikke har været nogen faglig dækning for de kvalitetsfradrag, de har taget for den spirede raps.
- Da vi meldte ud, at vi ville køre en sag, det troede jeg, det ville have lagt det fornødne pres på dem, der skulle føle et ansvar for at finde en løsning. Det må vi så konstatere, at det har det ikke gjort. Også selvom, der jo har været masser af muligheder inden for at nå frem til et forlig. Det havde helt klart været den bedste løsning for os alle sammen, siger Niels Rasmussen.
Han fortæller, at dem, der får mest ud af retssagen, er juristerne, da sådan en sag er dyr at køre, og der vil gå lang tid, før der falder en dom.
- Dommen, der på et tidspunkt vil falde, kan vi jo nok bruge til at få rettet den her praksis ind med, men det er unødvendigt, at det skal tage så lang tid, siger Niels Rasmussen.