Dyrlæge harmes over TV-avisens brug af billedmateriale fra Anima. Danmark har verdens bedste minkproduktion, både hvad angår kvalitet, produktivitet og dyrevelfærd, fastslår dyrlægen.
- Jeg mener ikke, at TV-avisen giver et retvisende billede af pelsdyrerhvervet.
Sådan siger dyrlæge Ivan Christiansen, pelsdyrrådgivning.dk, om indslaget i TV-avisen på DR den 24. februar, hvor der benyttedes billedmateriale fra det, som dyrlægen betegner som »den anarkistiske dyreværnsgruppe Anima«.
Dyrlægen harmes over, at DR og Anima endnu engang miskrediterer hele pelsdyrerhvervet - endda i den bedste sendetid.
- Det er så hamrende ærgerligt, at ingen tager ansvar og forsvarer danske minkavlere, lyder det fra dyrlægen.
Forsvar af pelsavlere
- Jeg besøger hvert år rigtig mange forskellige farme, og mange farme flere gange årligt. Jeg mener at have et meget stort kendskab til dyrevelfærden på minkfarmene, men jeg kan jo alene udtale mig om de farme jeg kender, siger dyrlægen, der samtidig erklærer, at det er ham magtpåliggende at forsvare de mange minkavlere, der bruger Pelsdyrrådgivningen.dk.
Dyrlægen påpeger, at der på baggrund af billederne i TV-avisen ikke er nogen grund til panik.
- Billederne dokumenterer ikke, at der er behov for ny lovgivning for at forbedre forholdene for minkene på minkfarmene. Billederne dokumenterer alene, at der fortsat er enkelte minkavlere, der ikke har forstået budskabet om nødvendigheden af bedre tilsyn med minkene og hurtigere indsat håndtering af syge mink, påpeger Ivan Christiansen.
Verdens bedste
- Danmark har verdens bedste minkproduktion både hvad angår kvalitet, produktivitet og dyrevelfærd, fastslår han.
I øvrigt henviser dyrlægen til den omfattende danske kontrol med minkfarmene.
Fødevarestyrelsen har i 2010 kontrolleret samtlige minkfarme i Danmark og fortsætter med en kontrol af 50 procent af minkfarmene i 2011. Flere farme har allerede haft besøg igen i 2011. Der er iværksat lovgivning, hvor minkfarmene skal have 4 årlige sundhedsrådgivningsbesøg af én fast dyrlæge. Dette forventes at starte fra 1. april 2011. Endvidere er der iværksat lovgivning om uddannelse og efteruddannelse af pelsdyravlere, påpeger dyrlægen.
Ivan Christiansen fremhæver desuden, at Pelsdyravlerforeningen selv har iværksat flere initiativer for at kontrollere medlemmerne og informere om reglerne og om vigtigheden af overholdelse af de gældende regler.
Derfor undrer det dyrlægen, at »TV-Avisen bruger Animas optagelser for at provokere Hr. og Fru Danmark og få gang i miskrediteringen af pelsdyrerhvervet«.
Mange initiativer
- Jeg kunne forstå det, hvis Fødevarestyrelsen ikke havde foretaget sig noget, eller hvis pelsdyravlerforeningen ikke havde foretaget sig noget.
- Men med alle de initiativer, der er iværksat i både 2010 og 2011, synes jeg godt, pelsdyrerhvervet som helhed kunne få lidt kredit.
- Og så må man håndtere de ganske få minkavlere, der evt. fortsat har problemer med at forstå alvorligheden af at passe på deres mink og vores image udenfor TV-avisen, fastslår dyrlægen.