Svineproducent: Klag over gult kort

Svineproducent Niels Overgaard vil klage over gult kort med opsættende virkning, hvilket betyder, at han ikke vil betale. Han opfordrer andre svineproducenter til det samme, idet han ikke mener, det er i orden at straffe med tilbagevirkende kraft.

- Jeg mener ikke, det er rimeligt. Så jeg betaler ikke!

Så klar i mælet er Niels Overgaard, Enggaarden, Lind ved Herning, der er en af de mange danske svineproducenter, der lige har fået et brev fra Fødevarestyrelsen. Brevet indeholder meddelelse om gult kort med tilhørende regning på 5.500 kroner.

- Jeg er ramt på min ære. Derfor vil jeg klage med »opsættende virkning«, erklærer Niels Overgaard, der om nødvendigt er klar til at gå i retten.

Den midtjyske svineproducent opfordrer samtidigt til, at alle modtagere af gult kort også klager med opsættende virkning, hvilket betyder, at man ikke vil betale.

Fartbøde med tilbagevirkende kraft
- Jeg troede ikke, man i Danmark var begyndt at lovgive, så man kan straffes for noget, man ikke vidste var ulovligt, da det skete.

- Måske er det mig, der er naiv, men jeg tror simpelthen ikke, at den lovgivning er juridisk i orden og kan »holde i byretten«. Under alle omstændigheder er det ikke rimeligt, og det er derfor, jeg opfordrer alle til at klage med opsættende virkning, siger Niels Overgaard. Han håber, at så mange svineproducenter som overhovedet muligt vil bakke ham op.

Niels Overgaard sammenligner gult kort med, at Folketinget vedtog en lov om, at det i sidste forår ikke var lovligt at køre mere end 40 kilometer i timen i byerne, og at færdselspolitiet så gik ind og kikkede i gamle data fra fartmålere, og sendte bøder ud til dem, der dengang kørte hurtigere end 40 km i timen.

- Jeg tror ikke, sådan en lov ville være holdbar, siger Niels Overgaard.

Vanskelig jura
Svineproducenter har dog samtidigt har sine tvivl om finurlighederne i juraen.

- Det, der kan gøre mig lidt urolig ved det hele, er, at Fødevarestyrelsen ikke kalder betalingen af de 5.500 kroner for det gule kort for en bøde men for et »påbud, der er pålagt et gebyr«. Måske har myndighederne gjort straffen med tilbagevirkende kraft juridisk gangbar ved at kalde det et »gebyr« og ikke en bøde, hvor de sætter dem med højt forbrug til at betale for kontrollen og administrationen af den.

Uanset juridiske spidsfindigheder vælger Niels Overgaard dog at tro, at hvis ALLE klager over kortet og erklærer, at klagen er med opsættende virkning, så må det skabe debat om rimeligheden i ordningen og lægge pres på myndigheder og folketing.

- Jeg nægter at tro på, at man kan straffes for ikke at overholde en grænse, man ikke kendte på det pågældende tidspunkt, fastslår Niels Overgaard.

Læs også