Vandplaner og Grøn Vækst er ubrugeligt makværk

ØKONOMIMØDER: Året er desværre ikke gået super godt, lød det på Centrovices økonomimøder.

- Det seneste år har – som altid - givet nogle store udfordringer. Det ville have været rart, hvis vi kunne sige, at året var gået super godt. Men det er desværre en drømmeverden. Vi håber, det ændrer sig.

Det sagde bestyrelsesmedlem i Centrovice, gårdejer Lau Hvid Hansen, Farsbøllegaard, Hårslev, i sin velkomst til de mange deltagere i landboforeningens økonomimøder, som fandt sted på Centrovice i Vissenbjerg tirsdag den 7. og onsdag den 8. december.

Makværk
- Andelsselskaberne har gjort sig bemærket. Et stort selskab har lavet det bedste bundlinieresultat nogensinde. Faktisk er det modsat i primærlandbruget, fortsatte Lau Hvid Hansen. Grovvareselskaberne har gjort sig mere tvivlsomt bemærket, blandt andet med deres afregningsregler i høst. Når vi leverandører ikke har tillid til dem, er det ikke godt. Endvidere er det betænkeligt, at den animalske produktion genererer så mange penge til samfundet – men ikke til os!

- Vandplaner og Grøn Vækst gavner heller ikke os. Det er noget ubrugeligt makværk. Det er ganske enkelt ikke godt nok. Men ikke alle politikere har fundet ud af, at vores konkurrenceevne ikke er forenelig med velfærd i samfundet.

- Med hensyn til Centrovice mener jeg, at vi langt hen ad vejen er konkurrencedygtige. Vi skal have omkostningerne låst fast på et lavere niveau. Det er vigtigt at få dårlige aktiviteter skåret væk i tide. Så vi er forberedt, til det bliver bedre igen.

Flytte-succes
- Centrovice er i forandring – ikke mindst efter vi er flyttet sammen, understregede direktør Dorit Greve. Vi vil gerne fremstå som et team af mange forskellige mennesker, som kan en masse ting. Vi skal tune jer og jeres virksomheder til at opnå gode resultater.

- Sammenflytningen er gået rigtig godt og stort set uden problemer, fortsatte Dorit Greve, der som et kuriosum oplyste, at alle medarbejdere ved flytningen fik en lille æske med »bekymringsdukker«, hvilket var medvirkende til at løse op for de problemer, der måtte være.

- Vi vil helst have tilfredse kunder. Vi kigger meget på vores egen effektivitet og omkostningsstyring. Medarbejderstaben er inden for det seneste par år reduceret fra 235 til 170. Samtidig satser vi på at give en endnu bedre rådgivning. Vi har ikke hævet priserne i to år – og de skal heller ikke stige næste år. Vores mål er at være totalleverandør af viden. Har I succes, har vi også succes. Vi skal være jeres sparringspartner, netværk og videnbank.

Skat og jura
Økonomikonsulent Niels Bebe gennemgik de nyeste ændringer på skatteområdet. Blandt andet genopretningspakken, grundskyldspromillen, pensions- og beskatningsformer, moms, ejendomsavance, udenlandsk arbejdskraft, finansiering, skattebetaling og sociale ordninger.

»Planlæg din fremtid« var overskriften for et indlæg ved chefjurist Marina de Paoli. Hun kom blandt andet ind på ægtepagter og opfordrede til, at erhvervsdrivende overvejer, om det er rigtigt at have fælleseje.

- Man bør overveje, om man selv kan holde til en skilsmisse. Det er vigtigt at få formuen »skærmet af«, ligesom det også kan være formålstjenligt at oprette testamenter, så »arvefølgen« er på plads. Husk, det hedder ikke »Hvis jeg dør« - det hedder »Når jeg dør«!

Grise-gyser
- Det har været sjovere at fremlægge indtjeningsprognoser, end det er i år, fastslog udviklingschef Kristian Hedeager Nielsen. For heltidsbedrifternes vedkommende er det tankevækkende, hvor hurtigt man i 2009 kunne sætte fem års indtjening til!

- Svinebrugets driftsresultater er en gyser. Slagtesvin kommer ikke over nul-stregen i denne periode, selv om effektiviteten forbedres dag for dag. Det er træls læsning, men heldigvis er der undtagelser.

- Med kvægbrugets driftsresultater er det gået særlig slemt for de store besætninger i 2009. Den ekstra 10-øre på mælkeprisen har dog løftet humøret lidt. Men også for planteproduktionen er det træls.

Truende vejrudsigt
- Det er lidt sjovere at tale om renten. Man forventer lave renter de næste to år. Men renten forbliver ikke uændret, advarede Kristian Hedeager Nielsen. Vær opmærksom på renten. Den betyder rigtig meget i jeres regnskab.

- Den økonomiske vejrudsigt for dansk landbrug peger i retning af, at nogle af de budgetter, der lægges ud, vil være sådan, at den finansielle sektor vil være mere tilbageholdende. Uvejret er ikke sjovt at komme ud i. Alligevel er der ingen tvivl om, at det bliver bedre igen – men det kræver nogle bedre priser!

Økonomimøderne sluttede med, at Rasmus Hunnicke, der går på 2. hovedforløb på Dalum Landbrugsskole, fortalte »Den gode historie« om sin praktikperiode i Australien, hvor han primært arbejdede ved landbruget på Tasmanien.

Læs også