Sælg dine afgrøder ud fra dækningsbidraget

Glem spekulation, men risikostyr i stedet, når du handler foder og afgrøder, lød rådet fra DLG og landboforening på råvaremøde i går.

Landmændene skal være bedre til at handle på »fornuftige« niveauer og lade være med at forsøge at ramme toppe og bunde i markedet.

Sådan lød hovedkonklusionen i går på et råvaremøde, som landboforeningen LandboMidtØst havde arrangeret i Hinnerup ved Århus.

Mogens Frederiksen, direktør i DLG, sagde det således:

- Priserne på afgrøderne kører nogenlunde i cykler på 3 år, og der skal man prøve så nogenlunde at ramme midten. Generelt kan man sige, at det er fornuftigt at risikoafdække, når der kan opnås et tilfredsstillende dækningsbidrag.

Vær forsigtig
Samme toner lød der fra finansrådgiver Jens Chr. Petersen, LandboMidtØst.

- Glem grådigheden. Køb, når tingene er billige, og sælg dine afgrøder, når de er dyre, sagde Jens Chr. Petersen. Han frarådede desuden de cirka 80 fremmødte landmænd at handle med futures i større stil.

- Det er ikke for at genere jer, at jeg siger det, men meget få landmænd har tid og psyke til at styre råvarer via futures. Min erfaring er, at mange har tabt for meget på det, lød det fra finansrådgiveren, der i stedet rådede landmændene til at lade professionelle med forstand på markedet dække råvarerne af i futuremarkedet.

Spørgsmålene fra et par af de fremmødte landmænd på gårsdagens råvaremøde kredsede om, hvor meget man egentlig kan bruge tekniske analyser af råvaremarkederne til. Især en anbefaling fra Agromarkets i marts/april om at sælge raps fik verbale hug med på vejen, fordi rapsprisen siden er steget støt.

Finansrådgiver Jens Chr. Petersen, der anvender analysetjenesten Agromarkets i sin rådgivning, understregede, at man skal bruge sin sunde fornuft og ikke kun kigge på de tekniske analyser, men i høj grad også de fundamentale forhold i markedet.

- Dengang i marts/april kendte vi jo ikke til de fundamentale forhold for rapsen, som vi gør i dag.

Direktør i DLG, Mogens Frederiksen, sagde:

- Det er fint nok at disponere efter tekniske analyser, men man skal ikke gå efter det 100 procent, for det er de fundamentale forhold i markedet, der vinder til sidst. Så hvis der er et teknisk salgssignal ved en kornpris på 85 kroner, som vi har set, så skal man altså tænke sig rigtig godt om. Kig på kostprisen i stedet. Er salgsprisen under kostprisen, så skal man købe og lade være med at sælge.

Direktør i DLG, Mogens Frederiksen, ville godt – for egen, personlige regning – give landmændene et råd:

- Hvis jeg var landmand, ville jeg nok sælge 40 procent af kornet nu, 30 procent i næste kvartal og 30 procent i første kvartal 2011. Så sikrer jeg mig, at jeg får en gennemsnitspris. Det er en strategi, hvor man ikke får toppen, men man får heller ikke bunden af markedet, sagde Mogens Frederiksen. Han vurderede, at kornpriserne de næste 4-6 måneder vil svinge mellem 95 og 130 kroner.

Finansrådgiver i LandboMidtØst, Jens Chr. Petersen, vurderede, at priserne på hvede ikke kommer under 100 kroner i denne omgang. Han konstaterede, at der torsdag i sidste uge havde været handler med hvede leveret til foderstof på 130-140 kroner. Siden er prisen faldet, og hvis man er hjemmeblander, så skal man i øjeblikket købe korn til en pris på 100-110 kroner, lød rådet.

Med hensyn til slagtesvinefoder rådede Jens Chr. Petersen svineproducenterne til at vente med at købe på længere kontrakter, hvis prisen var over 180 kroner pr. hkg.

Så vinterraps
Mogens Frederiksen og Jens Chr. Petersen var ikke enige i deres vurdering af sojamarkedet. Mens Mogens Frederiksen rådede landmændene til at dække sig ind, uden at ville fortælle hvor længe, var rådet fra Jens Chr. Petersen at købe løbende på 3-måneders kontrakter.

Chefrådgiver i Planteavlsafdelingen i LandboMidtØst, Erik Sandahl, var også på banen med et par råd:

Forudsat at kornprisen er 125 kroner, rapsen koster 250 kroner og frøet 6,25 kroner, så sørg for at få sået noget vinterraps, hvis det kan gøres nogenlunde rettidigt.

En anden afgrøde, alm. rajgræs, har derimod tabt terræn til vinterhvede på lerjord, vurderede Erik Sandahl.

- Få 2. års rajgræsset væk og producer korn i stedet, lød rådet.

Med hensyn til gødning er anbefalingen klar: Se at få det købt. Du skulle have gjort det før sommerferien!

Læs også