Hvis avlerne undgår at oversvømme markedet med kartofler, når de tager dem op i efteråret, vil prisen kunne stige i løbet af sæsonen, vurderer producentforening.
Det er udsigt til gode priser på spisekartoflerne. Det vurderer Søren Sørensen, som er sekretær i Dansk Kartoffelproducentforening. Han tror, at prisen vil kunne stige i løbet af sæsonen og begrunder det med, at høsten ser ud til at være begrænset af tørke og kvalitetsproblemer.
- Når vi starter på nye kartofler, er prisen meget høj, og så nås bunden rent prismæssigt i løbet af sommeren, når alle tidlige kartofler er taget op, og vi er begyndt på høsten af de kartofler, der skal anvendes indtil næste sommer. Sædvanligvis er det svært at hæve prisen, men i år vil der højst sandsynligt være mangel på kartofler, forklarer han.
Det har været et koldt forår med en forsinkelse af kartoflerne, og der har været et slip mellem de tidlige kartofler og de skindfaste, og det har ifølge Søren Sørensen været med til at holde en bremse på prisen.
Undgå at drive prisen i bund
Nu advarer han avlerne mod at oversvømme markedet med kartofler, når de tager dem op, så de undgår, at prisen falder.
- Avlerne bør undgå at underbyde hinanden for at få dem solgt i en fart. Hvis de gør det, er de selv med til at drive prisen i bund, understreger han.
Søren Sørensen håber, at mange af dem vælger at »ligge på kartoflerne«, fordi kartoffelprisen formodentlig er højere efter nytår og frem til juni.
- Jo flere, der beholder kartoflerne på lager, jo mindre er udbuddet, og det vil være med til at drive priserne opad, påpeger han.
Færre kartofler til rådighed
I år er arealet med spisekartofler i Danmark tre procent mindre, og der er også fire procent færre stivelseskartofler.
- Desuden er der en ujævn sætning af knolde mange steder. Det vil sige, at der måske ikke er de store mængder, men det ved vi først om en måneds tid, tilføjer han.
Det hele skal ifølge Søren Sørensen ses i lyset af, at der generelt i store dele af Europa – på grund af vejret – har været store problemer med dyrkningen. Dermed er der også udsigt til, at der er færre kartofler til rådighed, og det kan også lette presset på det danske marked.
- Belgien har haft seks procent større areal i år, men de får et væsentligt mindre udbytte. Meget er ødelagt af tørke, og derfor steg prisen på industrikartofler til pommes fritter til det dobbelte i løbet af to uger. Det samme sker i Holland, og i England er produktionen også lavere. Det betyder, at de danske pakkerier ikke længere kan bruge argumentet med, at de kan hente kartofler syd for grænsen, fortæller producentforeningens sekretær.
Tomme trusler
På et eller andet tidspunkt vil det få indflydelse på prisen i Danmark.
- Den danske pris er afhængig af de tyske kartoffelpriser, der også er afhængig af de øvrige priser rundt omkring. Pakkerierne plejer at byde 20 øre mere end den tyske pris med henvisning til transportomkostningen fra Tyskland. Men der importeres kun få spisekartofler fra Tyskland.
- Hvis man spørger dem om, hvor meget de henter i Tyskland, får man at vide, at de ikke kan bruge deres kvaliteter og derfor ikke henter noget. I praksis henter de aldrig kartofler i udlandet, fordi kvaliteten ikke er god nok. Når tyskerne vil eksportere kartofler, er det altid den mindre gode kvalitet, de vil afsætte, pointerer Søren Sørensen.
Rådet til de danske producenter er derfor, at de »ligger på kartoflerne« – altså holder dem hjemme.