Førertrøjen er sortbroget

FREMGANG: SDM har førertrøjen på og er som den eneste kvægrace på Fyn gået frem i 2009. Det oplyste formanden på generalforsamlingen i SDM - Dansk Holstein i Fyns Amt. Trods krisen tror formanden på en fremtid for danske mælkeproducenter.

- I 2009 oplevede vi kvægproducenter nok den måske største økonomiske krise nogensinde. Og jeg er bange for, at vi endnu ikke er igennem krisen.

Med disse ikke just optimistiske ord indledte formanden for SDM - Dansk Holstein Fyn, gårdejer Carsten Hedegaard, Christiansborg, Måre, sin beretning på den fynske avlsforenings generalforsamling, torsdag den 18. februar i Jordløse Forsamlingshus.

Det var dog ikke sortsyn, der prægede beretningen om det forløbne år. Tværtimod kunne Carsten Hedegaard fremhæve en række områder, som har været positive for de fynske sortbrogede køer.

Sortbroget førertrøje
- Insemineringstallene på Fyn går stille og roligt tilbage år for år, påpegede Carsten Hedegaard. Det, vi sortbrogede kvægbrugere kan glæde os over, er, at den eneste race, der er gået frem i 2009, er SDM.

- Jersey har haft 22.096 førsteinsemineringer. Det er en tilbagegang på 1,2 procent. RDM har haft 9.557 førsteinsemineringer. Det er et fald på 1,5 procent. DRH har haft 509 førsteinsemineringer, et fald på 5,5 procent. Kødkvæg har også haft en mindre tilbagegang. SDM har haft 12.874 førsteinsemineringer. Det er en stigning på 3 procent, og det er rigtig flot.

- Når vi ser nogle år tilbage, kappes SDM og RDM om, hvilke racer der havde flest førsteinsemineringer på Fyn. Vi må nok sige, at SDM har fået førertrøjen på. I 2009 havde vi 3.317 førsteinsemineringer mere end RDM. Vi må håbe, vi kan beholde førertrøjen. Nu må næste mål være Jersey.

Flotte resultater
Carsten Hedegaard konstaterede, at der ved udgangen af 2009 var 18 renracede SDM-besætninger på Fyn. Det er fire flere end året før. Desuden er 20 besætninger tæt på at blive renracede og inseminerer stort set kun med SDM-sæd.

Formanden glædede sig over, at besætningen fra Jesper og Leif Sørensen, Skyggelund, for ottende år i træk var den højest kårede på Fyn. Den højest ydende besætning på Fyn, målt i værdistof, blev besætningen hos Jens Knudsen, Hågerup, hvor 106,7 årskøer havde en gennemsnitsydelse på 10.880 kg mælk og 807 kg værdistof.

Besætningen fra I/S Søfælde, Krarup, der er næsten renracet, nåede en ydelse på 11.419 kg mælk og 853 kg værdistof.

Fremtid trods alt
Til sidst i beretningen kom Carsten Hedegaard ind på fremtiden og bemærkede, at når man en mørk vinterdag ser på alle de røde tal i bedriftsregnskabet, kan man godt tvivle på, om der overhovedet skal være mælkeproduktion i Danmark.

- Prognoserne viser, at en trediedel af os mælkeproducenter skal ud af erhvervet. Det er ca. 1.500 producenter, og man kan ikke lade være med at spekulere på, om man selv er blandt dem, sagde Carsten Hedegaard.

- Hvis vi mælkeproducenter skal overleve, skal vi have lige rammevilkår i forhold til andre EU-lande. Med den nuværende lovgivning er vi langt fra konkurrencedygtige. I vore nabolande støtter man op omkring landbrugserhvervet. Det gør den danske regering bestemt ikke.

- Men, sluttede den fynske SDM-formand, hvis vi ellers kommer over den dybe grøft uden for mange ridser i lakken - og tillige har en mælkeproduktion med en høj effektivitet - så tror jeg, der er en fremtid for danske mælkeproducenter.

Valg
Da det kom til punktet »valg« på dagsordenen, var der til bestyrelsen genvalg til Leif Sørensen, Hågerup.

Nyvalgt for to år blev Søren Dyssemark, Bårdesø. Han afløser Ole Sørensen, Trunderup, der efter otte år i bestyrelsen ikke ønskede genvalg.

Nyvalgt for et år blev Steen Ejby, Vittinge, som afløser for Torben Bebe, Søfælde, der efter seks år i bestyrelsen ønskede at trække sig et år før tiden.

Læs også