Kina har lovet at udvide handlen med amerikanske landbrugsprodukter, men uden at oplyse, hvor meget eller hvornår. Det har skuffet investorer, der håbede på en mere konkret aftale om genoptagelsen af landets tidligere omfattende køb.

Ifølge Reuters sagde USA’s præsident Donald Trump efter et møde med Kinas præsident Xi Jinping, at Beijing »vil begynde at købe enorme mængder sojabønner og andre landbrugsprodukter med det samme.«

Kinas handelsministerium bekræftede, at man vil udvide landbrugshandlen med USA, men uden at oplyse omfang eller tidsplan. På børsen i Chicago faldt den mest handlede sojabønnekontrakt omkring 2 procent og lå på 10,8 dollar pr. skæppe torsdag morgen dansk tid. Prisen er dermed trukket ned fra et 15-måneders højdepunkt, som markedet nåede tidligere på ugen på håb om en handelsaftale.

Optøning

Kina er verdens største aftager af sojabønner og den vigtigste eksportdestination for amerikanske landmænd. Under handelskonflikten mellem de to lande blev amerikanske sojabønner pålagt 23 procent importtold. Det fik kinesiske importører til at vende sig mod leverandører i Sydamerika.

Ifølge Reuters har Kina nu købt de første amerikanske sojabønneladninger fra 2025-høsten. Det ses som et tegn på, at relationen mellem landene igen er under optøning.

Kinas diversificering af sine importkilder har dog ændret markedsbalancen markant. I 2024 kom cirka 20 procent af Kinas sojabønneimport fra USA, mod 41 procent i 2016, viser kinesiske tolddata.

Handlen med sojabønner har været et centralt element i handelsforholdet mellem verdens to største økonomier og spiller en vigtig rolle for amerikanske landmænds indtjening.

Finans