Kåstrup Maskinstation ved Kalundborg råder over to sneplove, to saltspredere og tre fejemaskiner til traktorer, samt en særlig fortovsmaskine.
Hos Kalundborg Kommune på Vestsjælland har man omkring 10 landmænd og maskinstationer til at hjælpe med snerydning og spredning af salt.
Heraf kører de tre på fast kontrakt og får et rådighedsbeløb for at stå klar til at rykke ud i vintermånederne. De afregnes herudover pr. kørt time, når de rykker ud.
De øvrige, der ikke kører på fast kontrakt, får ikke noget rådighedsbeløb og er til gengæld ikke forpligtet til at rykke ud, når de bliver ringet op af den vagthavende hos Kalundborg Kommune. Når de rykker ud, afregnes de altså alene pr. times kørsel.
Skal selv lægge udstyr til
I den vestsjællandske kommune har man valgt en model, hvor alle de, man har til at hjælpe med snerydning og spredning af salt, selv skal lægge udstyr til.
- De landmænd og maskinstationer, vi har fast kontrakt med, er kendetegnet ved, at de har vist, at de kan og vil løse opgaven, uanset tidspunkt, og står klar med udstyr af en ordentlig standard år efter år, siger driftsleder i Vej & Park hos Kalundborg Kommune, Asger Hansen.
Når der skal spredes salt, afhentes dette på kommunens lager.
Hos Kåstrup Maskinstation i Kåstrup ved Kalundborg er snerydning og saltspredning et vigtigt forretningsområde. Her har man specialiseret sig i at yde denne service overfor private virksomheder, boligselskaber, supermarkeder og det lokale sygehus samt handicapboliger og døgninstitutioner, der ikke er kommunalt drevne.
Hertil kommer en håndfuld parcelhusejere, som man holder fortovene for, samt - via handelsstandsforeningen - forretningerne langs gågaden i Kalundborg. Også selve gågaden holder man, som det eneste for kommunen. Endelig står man for snerydningen ved DSB’s remise, vaskehal og personaleafdeling i Kalundborg.
Natarbejde
Da Effektivt Landbrug ringede indehaveren af Kåstrup Maskinstation, Niels Madsen, op for et par dage siden, havde han selv og tre af de faste medarbejdere været ude og sprede salt på omkring 250 adresser fra klokken to om natten til klokken syv om morgenen.
Når det rigtigt bliver snevejr, er alle maskinstationens egne fem medarbejdere i sving. Hertil kan der trækkes på yderligere fem mand til at afløse.
- Med den kundesammensætning vi har, har vi valgt en model, hvor vi udelukkende kører på timeløn og tager betaling for brugt materiale, oplyser Niels Madsen.
Kåstrup Maskinstation råder over to sneplove, to saltspredere og tre fejemaskiner til traktorer samt en særlig fortovsmaskine.
Bruger mindre traktorer
- Til fejning og saltning bruger vi mindre traktorer på 80-100 hk, og nogle lidt større til at køre med sneplovene. De frontmonterede sneplove monteres i traktorernes standard-frontlifte uden ekstra forstærkninger, da frontliftene sagtens kan holde til denne belastning, forklarer Niels Madsen.
- Sneplovene kan drejes rundt som en vendeplov og på denne måde kaste sneen til den side, man ønsker. En sikringsanordning får skæret til at vippe bagover, hvis sneploven rammer en genstand, så både sneplov og traktor skånes, fortæller han.
For at skåne miljøet bruges i stedet for salt, det mere miljøvenlige, flydende produkt CMA til alle fortovsarealer og gågaden i Kalundborg.