Jysk klimakonference for landbruget

KLIMA. Jysk Landbrugsrådgivning følger op på klimatopmødet i København med en jysk klimakonference for landbruget på gård-niveau.

Kan det lade sig gøre som landmand både at tjene penge og samtidig gøre en indsats for et bedre klima? Det er et af de spørgsmål, der måske bliver besvaret mandag den 11. januar hvor Jysk Landbrugsrådgivning inviterer til klimakonference i det nye landbrugscenter på Majsmarken 1 i Billund.

Her har man inviteret en række fremtrædende personer, der har gjort sig tanker om klimaforandringerne – blandt andet den kendte meteorolog Jesper Theilgaard fra DR, der vil fortælle om netop de klimaforandringer man ser i Danmark og andre steder i verden – og ikke mindst den betydning de har for landbruget.

Men der vil også være andre meget landbrugsrelaterede indlæg. Blandt andet fra svineproducent Kent Skaaning, der vil fortælle om sine erfaringer med biogas – og ikke mindst de store muligheder han ser i det.

Og at landbruget er klar til at tage ansvar og involvere sig aktivt i et bedre klima, skal der ikke herske tvivl om. Sådan lyder meldingen fra arrangøren, Jysk Landbrugsrådgivning, hvor Lisbeth Tønning mener det er vigtigt at tage tråden op hvor politikerne slap i forbindelse med det store globale klimatopmøde i København i december.

- Vi står nu et sted i verdenshistorien, hvor vi skal begrænse vores udledning af drivhusgasser, og derfor står nye forretningsmuligheder nu og banker på landmandens dør, lyder det fra Lisbeth Tønning.

Selve klimakonferencen starter ud kl. 8.30 om morgen med de fælles indlæg inden der om eftermiddagen deles op i workshops omkring energipil, solfangere og hustandsvindmøller, biogas og alternativ energi på bedriften.

Læs også