Kornet skal dyrkes de steder i verden, hvor man har de højeste udbytter, og hvor der er gode forhold for det.

Sådan svarer Jørgen E. Olesen, forskningsprofessor ved Institut for Jordbrugsproduktion og Miljø, Aarhus Universitet, på et hypotetisk spørgsmål om, hvor korndyrkningen skulle ske, hvis verdens samlede kornproduktion fik en global CO2-kvote.

Bedst i verden
- Klimamæssigt er det mest fornuftigt at intensivere og udvide produktionen på de mest frugtbare jorde, og hvor man har den mest effektive teknologi til at dyrke optimalt. Og den dyrkningspraksis, der er i Danmark, er noget af det bedste i verden. Det er det korte svar, siger hans kollega, Tommy Dalgaard, som er forskningsleder ved samme institut på Aarhus Universitet.

- Landmændene er gode til at time, tilrettelægge og optimere, og de er meget dygtige og effektive til at håndtere gødning og planteværn. For eksempel er gylleudnyttelsen væsentlig bedre end de fleste andre steder. Danske landmænd er simpelthen bedre til at holde styr på indsatfaktorerne, end man er andre steder i verden. I nogle lande spildes der meget mere kvælstof, og det skader klimaet meget, forklarer han.

Tommy Dalgaard pointerer, at han generaliserer, og at det også kommer an på, hvilke alternativer der er til kornproduktion, og nævner grønsager og grovfoder som muligheder.

Handler om output/input
- I Danmark har vi en klimaeffektiv og konkurrencedygtig produktion, og jeg vil ikke anbefale at reducere produktionen i Danmark, understreger han.

Det samme mener specialkonsulent på Landscentret Planteproduktion, Søren Kolind Hvid.

- Det vigtige er output i forhold til input. Jo højere udbyttet er i forhold til input, jo bedre. Og her viser den intensive nordeuropæiske planteproduktion sig at være den mest klimavenlige, når det gøres op pr. produceret kilo korn. Det er min vurdering. Man kan også se på Danmark som eksempel. Her er korndyrkningen klimamæssigt set bedst på den gode jord, fordi der bruges næsten samme mængde input på alle jordtyper, men udbytterne er størst på lerjorden, siger Søren Kolind Hvid.

Vanding giver ikke meget
Ifølge Tommy Dalgaard er danske jorde, set i et internationalt perspektiv, ret sandede. Så hvis kornproduktionen skal udvides, bør det især ske på de bedre jordtyper.

- Generelt er det på de frugtbare jorde, man klimamæssigt får mest ud af at udvide produktionen, siger han

Tommy Dalgaard vurderer, at vanding ikke giver så meget.

- Ved vanding får man næsten kun indsatsen igen. Vanding koster nærmest mere energi, end det ekstra, der høstes, og det er årsagen til, at der klimamæssigt er forskel på en vandet jord i Vestjylland og en ikke-vandet jord i Østjylland, forklarer han.

Afrika har uforløst potentiale
Begge forskere peger på, at der også skal produceres mere mad i Afrika og andre fattige dele af verden.

- Vi er nødt til at producere noget mere til verdensmarkedet for at forsyne verdens stigende bybefolkning, men problemet er, at fattige folk ikke har råd til at købe noget på verdensmarkedet, understreger Jørgen E. Olesen, der som medlem af FN’s klimapanel modtog Nobels fredspris i 2007.

- Hvis vi også skal løse nogle af verdens sultproblemer, er vi nødt til at dyrke korn og fødevarer i de lande, hvor sulten findes. Produktionen skal øges i Afrika således, at man lokalt kan få de fødevarer, der er behov for, forklarer han.

Afrika har et enormt potentiale, og ifølge Jørgen E. Olesen er der steder, som har utroligt frugtbare jorde og et utroligt frugtbart klima, og hvor det på grund af en masse andre årsager i øjeblikket ikke lykkes at få produktionen op i et højere gear, og kollega Tommy Dalgaard er enig:

- I Afrika syd for Sahara kunne der også dyrkes meget mere. Der er et uforløst potentiale, men produktionen skal jo også håndteres, siger han.