Husker du vejret op til Det Fynske Dyrskue. Silende dagsregn, kulde og ruskvejr gav os råt efterårsvejr, og det sydlige Danmark fik op til over 100 mm regn, mens Vestjylland næsten gik fri. Vejret var meget forskelligartet, men generelt fik den sydlige del af Danmark fire dages regulært møgvejr.

Gennem næsten to år har vi ellers været vænnet til temperaturer over normalen, men juni 2009 blev en kold måned, hvor gennemsnitstemperaturen kun blev holdt oppe af et meget varmt vejr sidst på måneden.

Naturen er tilpasset et skiftende vejr, men når regnen siler ned i dagevis, opstår der ekstreme situationer og for nogle dyrearter kan det lynhurtigt udvikle sig til en katastrofe.

Døde kuld
For landsvalen blev det en katastrofe. I det fynske område gik tre ud af fire kuld til i de kritiske dage. Selvom svalerne febrilsk fløj rundt, var det håbløst at finde myg og fluer. Imens lå æg og unger og blev kolde.

På landsplan kostede det over en halv million svaleunger.

Det dårlige vejr kom på det mest uheldige tidspunkt og netop, hvor første kuld klækkede. Havde der blot været store unger i rederne, så kunne katastrofen måske være afværget. Men æg og små unger kræver, at den ene af fuglene bliver ved reden, og magen må så alene forsøge at skaffe føden. Men i det efterårsagtige uvejr var det en umulig opgave.

Oveni kom det dårlige vejr lige før fluerne. Staldens fluer er svalernes »opsparing« – de gemmes til regnvejrsdage, hvor det kniber med at finde føde. Men i år manglede denne mulighed. Fluerne var først lige begyndt at klække, men kulden satte dem i stå.

De fynske svaler
Jeg har siden 1972 ringmærket tusinder af svaleunger, og det var i den forbindelse, jeg blev opmærksom på problemet. Jeg skyndte mig derfor at foretage en lille undersøgelse på gårde rundt om på Fyn, blandt andet Bågø, Agernæs, Tåsinge, Sydfyn, Nyborg og Hindsholm.

Flere end 100 reder blev undersøgt, og det viste sig, at næsten 80 procent af rederne var forladt. De fleste overlevende kuld var med store, fuldfjerede unger eller nylagte æg. På nogle gårde blev samtlige reder forladt, mens det på andre kun var omkring halvdelen. Jeg har aldrig tidligere set noget lignende.

En vejrfølsom art
Svalernes følsomhed overfor vejret beskrives næsten bedst i et eksempel fra Alperne i 1974. Netop som svalerne om efteråret skulle passere Alperne, indtraf der en voldsom snestorm, og millioner af svaler blev fanget i uvejret. De måtte nødlande i sneen, og det udløste en stor indsamlingsaktion, som vakte opsigt verden over. I løbet af en uges tid blev ikke færre end 200.000 svaler indsamlet, og med hjælp fra blandt andet flyselskaber blev de transporteret til Middelhavet, hvor de blev sat ud.

Trods den store indsats døde millioner af svaler, og i 1975 kunne jeg konstatere, at den fynske bestand var halveret.

Til gengæld fik vi i 1975 en lang og varm sommer, og en stor del af de overlevende fik produceret to store kuld unger, og i 1976 var bestanden igen på vej op.

Ødelagde Holbergs humør
Lars Roar Langslet beskriver i sin store Holberg-biografi, hvordan Frankrig i 1725 blev ramt af et lignende, men mere langvarigt, vejr: »…det var den værste sommer i mands minde over det meste af Europa, med stærke storme, tordenvejr, og frem for alt kulde, uophørlig silende regn eller sne. I juni 1725 frøs alle svaler i Montpellier ihjel«.

Holberg rejste dengang rundt i blandt andet Frankrig, og vejret ødelagde til sidst hans humør.

De vejrmæssige forhold rammer med jævne mellemrum og påvirker svalebestanden. Det sker også i det sydlige Afrika, hvor næsten samtlige svaler fra Europa og det vestlige Rusland er forsamlet i midvinteren. Det kræver selvsagt milliarder af insekter hver dag at brødføde de mange millioner svaler. En tørkeperiode kan derfor ramme hårdt og reducere bestanden, inden de i februar begynder trækket mod nord.

Faldende bestand
For 50 år siden havde vi over en halv million par landsvaler. Dengang var Danmark præget af hundrede tusinder af små husmandsbrug i et meget varieret landskab. Ideelt til svaler.

Frem til 1980'erne blev bestanden halveret som følge af landbrugets strukturændringer. Næsten alle de små husmandsbrug er væk, og når staldene bliver kolde, forsvinder svalerne.

I dag er landskabet langt mere monotomt, og de mange små brug er nu opsuget i store, industriagtige bedrifter. Hvor der er dyr, klarer landsvalerne sig storartet. På kvæggårde, hvor dyrene kommer ud, og/eller hvor staldene er åbne, kan der i nogle tilfælde være op til 100 svalereder.

Den aktuelle bestand af landsvaler kendes ikke præcist, men anslås til cirka 200-300.000 par. Hvis man korrigerer for det meget forskelligartede vejr i juni, så må det anslås, at halvdelen af alle kuld gik til i løbet af få dage. De lægger i gennemsnit fem æg i første kuld, og det samlede tab beløber sig derfor til langt over en halv million æg og unger.

Nye kuld i september?
Oven på den katastrofale hændelse har landsvalerne påbegyndt et nyt kuld. Men de vil blive næsten en måned forsinket, og det er derfor tvivlsomt, om de vil kunne nå at få to kuld. Hvis den samlede ungeproduktion bliver lav, vil det betyde, at bestanden næste år er stærkt reduceret.

Der er dog den mulighed, at vi får en lang og varm sensommer. I så fald kan man forestille sig, at i det mindste en del af bestanden vil forsøge at nå to kuld. Hvis det sker, vil der i september stadig være mange svaleunger i rederne. Normalt flyver de sidste fra reden i slutningen af august.

Den globale opvarmning kan være en del af forklaringen på det voldsomme uvejr i juni. Men det kan i sidste ende også vise sig at være til fordel for svalerne.

(3) 09-30-fy