GRØN VÆKST: Kommunerne skal stille garanti for lån til nye biogasanlæg - men de er ikke blevet spurgt, skriver Altinget.
Regeringens og Dansk Folkepartis Grøn Vækst-aftale giver biogasprojekter mulighed for at låne 60 pct. med kommunegaranterede lån. Problemet er bare, at kommunerne slet ikke er blevet hørt, om de vil hæfte for lånene.
- Det er helt uhørt. Vi vil gerne bakke op om biogas, men vi er overrasket over, at man aftaler, at kommunerne pr. automatik skal stille en kommunegaranti, uden at man hører os, siger Jens Stenbæk (V), formand for KL's Teknik- og Miljøudvalg, til Altinget.
Han kræver, at den enkelte kommune må få lov til at vurdere de enkelte biogas-projekter, inden den stiller en garanti.
Hold dem fast
Ifølge formanden for Danske Biogasanlæg, Aksel Buchholt, bliver kommunerne afgørende for, om opsætningen af nye biogasanlæg bliver tilstrækkelig, så målene i Grøn Vækst bliver nået.
- Det hele står og falder med, hvor vanskeligt det bliver at få den kommunegaranti. Nu gælder det om at holde kommunerne fast i, at de også yder den lånegaranti og vil være med til at placere anlæggene, siger Aksel Buchholt til Altinget.