NØDVENDIGT: Bæredygtig energi kræver bæredygtig økonomi. Det bliver politikerne i Danmark nødt til at indse. Landbruget kan ikke selv løfte opgaven økonomisk, mener formand for LandboSyd.
Lær af tyskerne, hvor befolkning, politikere og landbrug står sammen om en massiv investering i biogasanlæg.
Sådan lyder opfordringen nu fra formanden for LandboSyd i Aabenraa, Mogens Dall.
Han er godt træt af at høre på, at politikerne – med klima- og energiminister Connie Hedegaard (K) i spidsen – lover befolkningen i Danmark grøn og bæredygtig energi.
Problemet er, at de gør det uden regning og uden risiko, mener Mogens Dall.
- Den grønne og bæredygtige energi leverer vi danske landmænd gerne. Men vi hverken kan eller vil løfte opgaven alene - for egen regning og for egen risiko, siger han, og undrer sig over, at Connie Hedegaard har udtalt: »Hvorfor skal landbruget altid tale om penge«.
- Mon ikke Connie Hedegaard også ville tale om penge, hvis hun ikke have fået sin løncheck de sidste to år? lyder hans kommentar.
- Derfor er det urealistisk at love befolkningen grøn energi fra biogasanlæg uden meromkostninger. Danske landmænd vil meget gerne medvirke – sammen med den øvrige befolkning og politikerne. Men regningen, risikoen og de store investeringer i biogasanlæggene skal vi være fælles om. Ellers bliver det ved snakken, og ved de gode intentioner.
Koster ekstra
Mogens Dall sammenligner med produktionen af økologiske varer.
- De økologiske fødevarer koster lidt ekstra, fordi de koster mere at producere. Sådan er det også med grøn energi.
I Tyskland har man ifølge landboformanden indført en model, der betyder, at samfundet betaler en bæredygtig pris for den grønne energi, landmændene producerer på biogasanlæggene.
- I Tyskland værdsættes og honoreres landmandens indsats. Det har resulteret i, at små og store biogasanlæg er skudt op på gårde overalt syd for grænsen. Til gavn for miljøet, for befolkningen, for vore efterkommere og miljøet, siger Mogens Dall, og tilføjer:
- Jeg håber, at Connie Hedegaard indser, at en massiv biogas-satsning i Danmark, er et samfundsanliggende.
Det lykkedes ikke at få en kommentar fra Connie Hedegaard i går.