GROVFODER: I Vendsyssel er man godt i gang med samensilering med majs og roer, og Vraa Maskinstation har netop taget en ny helplantehøster til roer i brug.
Vrå Maskinstations nye helplantehøster, Thyregod T7, kom rigtigt på arbejde hos Martin Olesen, »Bilidt«, Dronninglund, efter nogle dage med forsøgskørsel.
- Vi har været spændt på helplantehøsteren. Både hvad angår kapacitet og hvordan roerne er knust, fortæller Vraa Maskinstations indehaver Søren Ulrik Sørensen, mens han spændt følger sin nye maskine arbejde i roerne.
Søren Ulrik Sørensen håber på, at helplantehøsteren kan klare 0,6 hektar i timen afhængigt af udbytte, og han vurderer, at de forventninger indfries.
Rene roer
Martin Olesen har i år haft 18 hektar med roer til samensilering og 65 hektar med forskellige majssorter. Roerne er sorterne Kyros og Colosse.
- Det ser rigtig godt ud, og roerne er meget renere, end vi havde frygtet, siger han og tilføjer, at nu må analyser vise, om kvaliteten i stakken er god nok.
Det er Martin Olesens 250 sortbrogede køer, der får glæde af samensileringen.
- Roer giver en bedre sikkerhed i foderenheder, end majs gør heroppe i Vendsyssel, siger han og tilføjer, at hvis Vraa Maskinstation ikke havde helplantehøsteren, så havde roedyrkning ikke haft nogen interesse, fordi de ellers er for svære at håndtere.
Salget af roefrø er steget med 25 procent i Danmark fra 2007 til 2008. I år er der sået 4500 hektar mod 3000 hektar sidste år.