KAN STÅ TØRT: Med ædebåse kan køerne stå tørt i de typisk cirka seks timer, de tilbringer ved foderbordet pr. døgn. Ædebåse giver også den enkelte ko mere ro til at æde.
- Ædebåse til malkekøer er en overvejelse værd, selv om de herhjemme generelt bliver mødt med stor skepsis.
Det siger dyrlæge Kenneth Krogh, teamleder for Afdeling for Sundhed og Velfærd hos Dansk Kvæg.
- Mit argument for at ofre systemet med ædebåse en overvejelse er, at systemet efter min mening vil kunne bidrage til en forbedret klovsundhed blandt køerne. Betingelsen for at opnå en forbedret klovsundhed ved indretning af ædebåse er, at de har de rigtige dimensioner, pointerer teamlederen fra Dansk Kvæg.
Simpel konstruktion
- Der er tale om en ganske simpel konstruktion. Til køer af stor race skal ædebåse have en længde på 160 centimeter og være udstyret med bøjler på 130 centimeter. Desuden skal ædebåsene være hævet 10-15 centimeter over det bagvedliggende gangareal, så skraberne kan passere forbi uden at skubbe gødning og ajle op i ædebåsene, forklarer Kenneth Krogh.
- Med ædebåse kan køerne stå tørt i de typisk cirka seks timer, de tilbringer ved foderbordet pr. døgn. Herved halveres den tid, hvor de opholder sig på fugtige gangarealer, faktisk til omkring det halve, siger han og fortsætter:
- Ædebåse giver også den enkelte ko mere ro til at æde, og det betyder naturligvis først og fremmest noget for de svage køer i flokken. Hertil kommer, at der ved indretning af ædebåse sker en reduktion i arealer i stalden, som der fordamper ammoniak fra.
Kræver mere plads
Til gengæld kræver ædebåse lidt mere plads, idet gangen bagved skal have en bredde på mindst tre meter for at sikre tilstrækkeligt med plads til ko-trafikken. Et system med ædebåse frarådes også i stalde med reduceret foderbord.
Kenneth Krogh peger i øvrigt også på de såkaldte fanggange som en praktisk detalje i moderne staldanlæg til malkekøer.
- Den store fordel ved fanggange består i, at man kan komme til køerne både forfra og bagfra samt fra siden i forbindelse med blandt andet undersøgelser, vaccinationer og sygdomsbehandling. I en fanggang står køerne nemlig i en vinkel på cirka 45 grader i forhold til forværket, så de står forskudt i forhold til hinanden. Det giver også en væsentligt forbedret adgang til køernes yvere, forklarer Kenneth Krogh.
- Alt i alt så er sand det ideelle liggemateriale i sengebåse til malkekøer.
Så klart lyder det fra teamleder i Afdeling for Sundhed og Velfærd hos Dansk Kvæg, dyrlæge Kenneth Krogh.
- Set i relation til både haseproblemer, liggetider, yversundhed, klovsundhed og hygiejne er sand i sengebåsene en rigtig god løsning. En indlysende fordel ved sand er, at det tilpasser sig koens krop, når hun ligger i sengebåsen. Hertil kommer, at der ikke kan vokse bakterier i sand, sådan som det er tilfældet med blandt andet snittet halm og savsmuld. Sand har da også resulteret i en bedre yversundhed i en række besætninger, siger Kenneth Krogh.
Tilpasses koens krop
- Sand mister heller ikke evnen til at tilpasse sig koens krop, sådan som det sker med nogle madrasser med gummigranulat, der hurtigt bliver alt for hårde. Foretrækker man alligevel madrasser, skal man op i nogle dyrere og mere deformerbare typer end mange af de hidtil kendte, tilføjer teamlederen fra Dansk Kvæg.
Hans indtryk er, at når mange danske kvægbrugere vægrer sig ved at bruge sand i sengebåsene, er det blandt andet, fordi man ser det som en ekstra omkostning. Det er han ikke helt uenig i. Men hvorfor ikke hellere bruge lidt ekstra penge på slidte gyllepumper end på taberkøer og døde køer, er Kenneth Kroghs tankegang.
- Der er selvfølgelig eksempler på, at nogle ikke har kunnet få det til at fungere med sand. En typisk fejl, der er begået i den forbindelse, er, at man ikke har holdt sandniveauet i sengebåsene. I øvrigt er det vigtigt at holde det normale fald på 3-5 procent i sengebåse, siger han og fortsætter:
Hold lejehøjden bagtil
- Desuden skal der holdes en vis lejehøjde bagtil, så køerne ikke gøder oppe i sandet i sengebåsene, men bagved. Brystplankens udformning og placering spiller også en væsentlig rolle. Og sidst, men ikke mindst, er det vigtigt at jævne i sandet hver dag i forbindelse med rengøringen af sengebåsene, så køerne ligger godt.
- De danske kvægbrugere skal lære at håndtere sand som lejemateriale i sengebåse og i øvrigt også at skaffe sig det rigtige sand med den optimale kornstørrelse, siger Kenneth Krogh.
I USA, hvor sand i sengebåse og hvilearealer i visse egne er et udbredt fænomen, har man for eksempel udviklet gyllepumper uden bevægelige dele, som kan holde til at arbejde med sandholdig gylle.
- Mere end én ko i hver kælvningsboks er en uskik, pointerer dyrlæge Kenneth Krogh, teamleder i Dansk Kvægs Afdeling for Sundhed og Velfærd, i en samtale med Effektivt Landbrug.
- Jeg er godt klar over, at princippet om, at der kun må være én ko i hver kælvningsboks, langtfra bliver fulgt i alle malkekvægbesætninger, selv om der er rigtig gode argumenter for at gøre det - blandt andet hensynet til bekæmpelsen af både salmonella og paratuberkulose, siger Kenneth Krogh.
Hertil kommer, at køer ifølge deres natur foretrækker at føde alene i fred og ro. Forstyrres en ko af andre køer under fødslen, kan det undertiden resultere i forhalede fødsler, som kan ende i dødfødsler.
Negativ energibalance
Desuden vil en ko, der lige har født, rent instinktivt forsvare sin kalv mod andre køer, så hun måske ikke får tid til at komme op og æde. Det øger risikoen for, at hun kommer i negativ energibalance straks efter kælvning - med alle de negative følger, det efterfølgende kan få i form af diverse produktionsbetingede sygdomme.
Kenneth Krogh slår også et slag for, at den nyfødte kalv skal fjernes fra koen, så snart hun har haft mulighed for at slikke den. Dermed mindskes risikoen for, at kalven udsættes for diverse typer smitte i kælvningsboksen.
- Diarré hos småkalve kan forårsages af smitte, som de får ind i munden via gødning fra deres mor eller andre køer i kælvningsboksen, når de leder efter moderens patter for at få mælk. Jo flere køer, der er i kælvningsboksen, jo større er risikoen for, at den lille kalv bliver smittet med en eller anden sygdom, understreger han.