FEJLSKØN: Vestjysk Landboforening kritiserer Landscentret for at være ude af trit med omkostningsudviklingen i kvægbruget. Der er ikke grundlag for den optimisme, Landscentret forudsagde for tre uger siden.
Den 8. august betegner Vestjysk Landboforening som en skæbnedag. Det var nemlig dagen, hvor Dansk Landbrugsrådgivnings afdeling for driftsøkonomi i Skejby udsendte sin prognose for kvægbrugernes driftsresultater for 2008. Her blev der stillet høje forventninger og brugt vendinger som »2008 bliver det bedste år nogensinde«.
Vestjysk Landboforening mener, der er tale om et kæmpe fejlskøn og går nu i rette med de konklusioner, Landscentret har udsendt.
- Profetier, der er skudt helt ved siden af og som praktiske kvægbrugere har svært ved at genkende, lyder det.
Skudt ved siden af
- Landscentrets afdeling for driftsrådgivning forudsagde i sin KvægInfo nr. 1892 fortsat fede tider for kvægområdet, men de profetier er skudt helt ved siden af virkeligheden, siger driftsøkonom Stefan Dyrvig fra Vestjysk Landboforening.
Landboforeningen er de seneste uger blevet ringet ned af uforstående kvægbønder, der slet ikke genkender Landscentrets scenarier fra det, de møder i virkeligheden.
- Landcentret undervurderer prisstigningerne og pynter på tallene. De er alt for optimistiske midt i en afmatningsperiode, siger Stefan Dyrvig.
Han forklarer, at de reelle omkostninger på blandt andet energi, vedligehold, diesel og lønninger er steget op imod dobbelt så meget som de blot syv procent, Landscentret antager.
Efterslæb i investeringer
Ydermere skubber landmændene alle maskinfornyelser og vedligeholdelser foran sig, fordi de har haft en lav indtjening de senere år, påpeges det fra den vestjyske landboforening.
- De udgifter kommer nu, og dem har Landscenteret slet ikke medtaget, understreger Stefan Dyrvig.
- Landscentret forudsætter desuden, at besætningerne bliver mere værd. Og det gør de til trods for, at der ikke er observeret prisstigninger på avlsdyr. Det hænger slet ikke sammen, påpeger han.
For lav rentesats
Endelig er den gennemsnitlige stigning i rentesatsen med cirka en kvart procent i Landcentrets prognose sat alt for lavt, mener Vestjysk Landboforening.
Også selvom renten på kreditforeningslån ikke er steget proportionalt med banklån.
- Det er mere realistisk at sætte rentestigningen til en hel procent, når det for eksempel er faktuelt, at den gennemsnitlige bankrente er steget knapt to procent, pointerer Stefan Dyrvig.
Årsagen til at landboforeningen tager så kraftigt til genmæle er, at Landscentrets succesprognose gør medlemmerne urolige.
- Landmændene bliver nervøse for, om de ikke forstår at drive deres landbrug, når de slet ikke genkender de tendenser, som Landscentret giver dem. Det er meget uheldigt, påpeger Stefan Dyrvig.
Lavere mælkepris
På indtægtssiden udsendte Landscentret samme dag, den 8. august, sine knapt så optimistiske anbefalinger til budgettet for 2009. Her anbefales at kalkulere en samlet mælkepris inklusiv efterbetaling på 275 øre pr. kilo mælk.
Dansk Kvæg forventer på baggrund af markedsvurderinger et mindre fald i mælkeprisen for 2009 i forhold til 2008. Med forventninger om en fedtværdi på 27 kroner pr. kilo og en proteinværdi på 46 kroner pr. kilo bliver råvareværdien 257,8 øre pr. kilo mælk med 4,2 procent fedt og 3,4 procent protein. Med totale tillæg på 5,5 øre og 0,8 øre i medlemsafhængige omkostninger forventes en a conto pris på 262,5 øre pr. kilo.
Med disse forudsætninger forudses en forventet efterbetaling og konsolidering på ejerbeviser på tilsammen 12,5 øre at bringe den samlede forventning til mælkeprisen for konventionel mælk op på 275 øre pr. kilo.
Arla Foods aktuelle notering for mælk er lige nu 290,4 øre pr. kilo konventionelt mælk, mens økologisk mælk afregnes med 358,3 øre pr. kilo. Begge beløb uden efterbetaling.