Et af indlæggene på Dansk Svineproduktions foderseminar i onsdags omhandlede fordele og ulemper ved brug af biprodukter fra produktionen af biobrændstof i svinefoder - DDGS. Til formålet var agronom og udenlandsdansker, professor Hans Henrik Stein, University of Illinois, hentet hjem for at fortælle om emnet.

DDGS er en forkortelse for Distillers Dried Grains with Solubles og omfatter destilleret og tørret korn og majs, der stammer fra produktion af bioætanol. I USA er det almindeligt at DDGS er lavet på majs, men det kan dog også laves på milokorn, samt hvede og byg, hvilket formentligt vil være mere almindeligt under europæiske forhold.

I USA bliver DDGS brugt i svinefodringen med iblandingsprocenter på op til 30 procent hos diegivende søer, smågrise og slagtesvin, mens der bliver iblandet helt op til 50 procent til drægtige søer.

- En fordel er, at der bliver produceret masser af det i USA, men der dog også nogle ulemper, som man skal være opmærksom på, når man bruger det, oplyser Hans Henrik Stein:

- En udfordring er blandt andet, at proteinindholdet ligger på 27-28 procent, men at det indeholder meget lidt lysin og tryptofan. Derfor skal man huske at supplere med syntetiske aminosyrer.

- Desuden er indholdet af fedt så højt som 10 procent, og der er også meget fiber i DDGS, oplyser professoren.

- I modsætning til fibrene kan grisene sagtens udnytte fedtet, så det er egentligt ikke noget problem. Det kan dog give problemer med for blødt spæk specielt ved fremstillingen af bacon, men det kan undgås ved at reducere indholdet af DDGS i foderet de sidste tre-fire uger inden slagtning til maksimalt 10 procent.

Udfordringerne ved brugen af DDGS stammer fra den måde, DDGS er fremstillet på, hvor alt stivelse er trukket ud af majsen, mens det øvrige indhold er stort set uændret.

Læs artiklen i sin helhed i Effektivt Landbrug fredag 2. maj.