Fra foråret 2026 bliver danske marker til levende laboratorier, når danske landmænd går i gang med af afprøve nye metoder og teknologier til at dyrke jorden mere skånsomt.

Et nyt ambitiøst projekt, der støttes med 23 millioner kroner fra Novo Nordisk Fonden, skal støtte op om den grønne omstilling i dansk landbrug gennem systematisk afprøvning af nye idéer fra landmændene direkte i marken.

- Hele erhvervet til gavn

Teknologisk Institut og Agrovi står i spidsen for projektet Landmandsdrevet Innovation (Farmer-Driven Innovation), der skal etablere seks regionale innovationsnetværk med deltagelse af landmænd over hele landet. Netværkene bliver forankret hos landbrugets eksisterende rådgivningsvirksomheder og vil være åbne for deltagelse af alle landmænd.

- Vi skal sikre, at den enkelte landmands gode idé kan afprøves og beskrives og – hvis den virker – hurtigt kan komme hele erhvervet til gavn. Det handler om at omsætte praktisk erfaring til dokumenterede dataunderstøttede resultater, så vi både kan styrke landbrugets konkurrenceevne og bidrage til den grønne omstilling, siger Juan Farré, adm. direktør hos Teknologisk Institut.

Han mener, at det unikke ved projektet er, at det kombinerer landmændenes praktiske erfaringer med systematisk dokumentation og videndeling.

I projektets første fase vil der blive etableret regionale grupper med landmænd, hvor de i samarbejde med lokale rådgivningsvirksomheder, vil udvikle og afprøve nye idéer.

- Banebrydende med landmænd i centrum

Projektet Landmandsdrevet Innovation skal gennem to år opbygge et netværk, hvor landmændene selv er drivkraft for idégenerering og afprøvning af nye bæredygtige dyrkningsmetoder og -teknologier.

- Det er banebrydende, at det nu er landmændene, der er i centrum for den positive udvikling. Desuden, at det sker i et samarbejde på tværs af aktører omkring landbruget. Projektet er en mulighed for at vise, at der er masser af fremsyn, innovation og vilje til forandring, i landbruget, siger videncentret Agrovis direktør, Niels Peter Ravnsborg.

Seks rådgivningscentre fra hele landet er allerede med i projektet, der skal etablere regionale innovationsgrupper med 10-14 landmænd i hver.

Grupperne får støtte til at teste deres idéer i praksis gennem tre forskellige forsøgsniveauer.

Forsøgsresultaterne bliver løbende delt, og der afholdes markvandringer og netværksmøder for at sikre bred formidling af erfaringerne.

Planter