(EFFEKTIVT LANDBRUG) - Køerne tygger nu mere drøv og er blevet mere faste i maverne. Jeg ikke i tvivl om, at den finsnittede lucerne har sin andel af æren for, at det nu går meget bedre, siger himmerlandsk mælkeproducent, der begyndte at bruge finsnittet lucerne for et par måneder siden.
Et af de steder, hvor man bruger det nye, finsnittede lucerneprodukt fra Aagård Fourage ApS, er hos I/S Risgaard, Gammel Hvam ved Aalestrup. Her har de cirka 400 krydsningskøer sat omkring 2,5 kilo mælk på om dagen efter to måneders brug af lucerneproduktet. Hver ko får cirka 725 gram dagligt, hvilket svarer til 0,16 foderenhed.
- Vi er godt tilfredse med effekten af lucerneproduktet, som vi tog ind i foderplanen for at få noget prikkeeffekt, fortæller den ene af ejerne, Gert Risgaard.
- Der var opstået nogle problemer i vores besætning med, at fodringen ikke fungerede, som den skulle, tilføjer han.
- Vi havde brugt frøgræshalm i mange år. Det fra sidste år var af så god kvalitet, at der var for lidt struktur i det. Mange af køerne havde derfor tynd mave, og nogen stod med sur vom. Derfor tog vi frøgræshalmen ud og ændrede på fodringen for at øge foderrationens indhold af fordøjelige cellevægge, blandt andet fra roepiller. Og det var også i den forbindelse, at vi begyndte at bruge lucerneproduktet, siger Gert Risgaard og fortsætter:
- Køerne er tydeligvis blevet bedre tilpas, hvilket en ydelsesstigning på 2,5 kilo mælk pr. ko om dagen jo er et tydeligt udtryk for. Vi kan se, at de nu tygger mere drøv og er blevet mere faste i maverne. Jeg er ikke i tvivl om, at den finsnittede lucerne har sin andel af æren for, at det nu går meget bedre.
På grovfodersiden indeholder foderrationen hos I/S Risgaard nu 3,93 foderenheder græsensilage, 7,78 foderenheder majshelsæd og altså 0,16 foderenhed finsnittet lucerne. Herudover tildeles der 3,0 foderenheder af en velsmagende robotblanding samt roemelasse, valset korn, rapskager og soyaskrå - i alt 20,8 foderenheder dagligt pr. ko.
Læs artiklen i sin helhed i Effektivt Landbrug onsdag 16. april.