(LANDBRUG NORD)Efter en turbulent tid i grovvarebranchen, hvor kornpriserne er steget dag for dag, er man ved at være inde i mere smult vande, mener DLG Vesthimmerland.
De sidste måneder har været udfordrende for grovvarebranchen. I modsætning til tidligere er mange foderkontrakter indgået på kort basis og til dagspriser. Sådan har det også været i DLG Vesthimmerland, hvor der kom rigtig meget korn ind i høst.
- Kornpriserne er bare steget og steget, siden høsten startede, men er nu ved at finde deres leje, mener formand Martin Pinholt og direktør Peter Petersen, DLG Vesthimmerland.
- Kornmarkedet har været utroligt svært. Det har været svært at forklare kunderne, at der kan være 10 kroners forskel fra dag til dag. Man skal virkelig vide, hvornår man har handlet til hvilken pris, understreger den salgsansvarlig for kornområdet i DLG Vesthimmerland, Niels Jørgen Krebs, og tilføjer:
- I år gælder prisen i dag ikke i morgen. Så et tilbud på korn afgivet mandag kan måske ikke honoreres tirsdag.
- Det har ikke har været særlig sjovt at handle svinefoder i den alvorlige situation, der er. Men vi har et tæt forhold til kunderne og har ikke haft nævneværdige problemer med kontrakterne hverken på korn solgt før høst eller foder, siger den erfarne handelsmand Niels Jørgen Krebs.
- Heldigvis har mange købt foder på korte kontrakter på to, tre eller fire måneder, så de nu kan få fornyet kontrakterne til nye priser. Vi har her i løbet af efteråret indkøbt alternative fodermidler så som tapioka og sorghum for at kunne holde priserne nede, siger direktør Peter Petersen.
- Men de høje priser på foderkorn smitter af på andre råvarer, så det er fornuftigt at have tæt kontakt til markedet hele tiden for at sikre sig sædekorn og gødning på et optimalt tidspunkt, råder direktøren.
- I vores område har vi haft en rigtig god høst af grovfoder, glæder Martin Pinholt sig over.
- De højtydende køer i området skal have den rigtige sammensætning af foder, og det er landmændene meget bevidste om. De nyeste toner fra blandt andet Norfor, Nordisk Fodervurderingssystem, indikerer, at man kan have gavn af en højere andel af urea i foderet for at få de sidste kilo mælk med, siger formanden, der selv er aktiv mælkeproducent.
Han mener, at mens man tidligere gerne så ureatallet ligge på fire, skal det nu gerne være op mod 5 til 5,5. Det giver basis for handel, når der skal være en vis portion soja og raps i foderet.
DLGs detailforretning Land og Fritid har haft en omsætningsstigning på op imod 25 procent.
- Bliver trenden ved, vil vi for alvor overveje at bygge ny butik for at give kunderne endnu bedre forhold, siger Martin Pinholt.
- Ved et nybyggeri kan vi komme tættere på lageret og derved gøre udleveringen af sækkevarer til mindre husdyrhold endnu bedre, tilføjer formanden.
DLG Vesthimmerlands har en god blanding af medlemmer og kunder, der både indbefatter den store, højt professionelle landmand og fritidsbrugeren, der efterspørger mange af produkterne i Land og Fritid.
Af Anne-Marie Glistrup