For lidt sukker i roerne

(EFFEKTIVT LANDBRUG) Sommertørken har kostet dyrt i roerne. På Vestlolland høstes der de værste steder kun syv-ti tons sukker i de ukrudts- og sygdomsplagede marker trods optimale optageforhold.

Trods udskydelsen af kampagnestarten i to uger, kniber det alligevel med sukkeret i roerne på Lolland-Falster. Her, knap to uger inde i kampagnen, ligger sukkerprocenten på Danisco-fabrikken i Nakskov og svinger lige over 16. I forrige uge var gennemsnittet 16,1, på denne uges tre første dage er det 16,4.

- Vi mangler sukker. På den her årstid plejer vi at ligge på en sukkerprocent på 18,5. Men den stiger nok lidt endnu, lyder det fra direktør Erik Rosendal Hansen, sukkerfabrikken i Nakskov.

Og de første afregninger viser da også sukkermængder helt ned til syv-ti tons pr. hektar, fortæller Karsten Olsen. Han er indehaver af Vestlollands Maskinstation med to selvkørende, seksrækkede Euro Tiger-optagere, der samarbejder med to leveringsgrupper om at levere 1.000 tons friske roer om dagen til Nakskov. Og her er 13 tons sukker i et normalt år ikke noget særsyn.

Men 2006 er netop ikke noget normalt dyrkningsår. Voldsom regn og ekstrem tørke har givet svækket roerne og givet problemukrudt og nematoder ideelle betingelser som udbytte-tyve. Udsigten fra førerhuset i Karsten Olsens nye V8’er taler da også sit eget tydelige sprog om huller i rækkerne og store pletter med især sort natskygge og hvidmelet gåsefod – og så er den her mark langtfra slem, understreger han.

Andre steder kniber det også med størrelsen på roerne, som over store stræk er set helt ned til fire-fem centimeter i diameter, mens otte-ti centimeter ikke er noget særsyn.

- Der er mange hernede, der også har høstet 15-20 procent mindre i kornet. Men nu, hvor der er chance for, at kornet stiger, kan de måske tjene lidt ind igen. Det kan de ikke i sukkeret – det er der en fast pris for, konstaterer han.

Læs også