Skuffende majsudbytter sidste år sætter sig nu tydelige økonomiske spor på en række malkekvægsbedrifter. Dels i form af en lidt lavere ydelse, hvor der ofte mangler imellem et halvt og et helt kilo mælk dagligt pr. ko. Dels på grund af de manglende foderenheder fra majsen - typisk omkring 1,5 foderenheder pr. ko om dagen, som skal erstattes af indkøbt foder.

Sådan ser billedet i hvert fald ud i Hobro-Aalborg Landboforenings område, hvor majsudbytterne varierede lige fra det normale til det næsten katastrofale.

- Uanset, hvordan vi snor os for at kompensere for de manglende foderenheder i majs, kan situationen ikke undgå at blive en dyr oplevelse for en hel del mælkeproducenter. En krone i mistet mælkeindtægt og omkring en krone og 20 øre ekstra til indkøbt foder om dagen løber nemt op i omkring 400 kroner i tabt indtjening pr. ko over en vintersæson. Og fodrer man på stald året rundt med majs i foderrationen, kan tabet blive op mod dobbelt så stort, forklarer kvægbrugskonsulent Ole Toft fra Hobro-Aalborg Landboforening.

Hertil kommer eventuelle ekstra dyrlægeudgifter på grund af diverse fodringsbetingede sygdomme. Det er jo alt andet lige sværere at få sammensat en foderplan i god balance, når manglende gode grovfoder-foderenheder skal erstattes af letfordøjelige, indkøbte fodermidler.

- Står vi i en situation, hvor forholdet mellem grovfoder og indkøbt foder er ved at tippe for meget over, og der mangler struktur i foderrationen, er det min grundlæggende opfattelse, at det er bedre at acceptere et kilo mælk mindre pr. ko om dagen end at risikere, at for mange køer i besætningen rammes af fodringsbetingede sygdomme, siger Ole Toft.

- Det, vi har skullet forholde os til i en række tilfælde, er majs med et stivelsesindhold på helt nede i underkanten af 10 procent og et gennemsnit i år på formentlig godt 20 procent - mod normalt omkring 30. Resultatet af dette er, at der i mange tilfælde mangler op til 80 gram stivelse pr. foderenhed eller omkring 500 gram i en almindelig foderration. Enkelte steder er fordøjeligheden i majsen tilmed nede under 65 procent, og her vil jeg anslå, at vi i år ligger på godt 70 procent i gennemsnit mod normalt sidst i 70’erne. Og fylden, som helst skal ligge på højest 0,5, ligger i mange tilfælde på 0,6-0,7, fortæller han og tilføjer:

- Jeg så da også adskillige majsafgrøder i efteråret blive høstet med et tørstofindhold på omkring 25 procent, hvor der er stor risiko for saftafløb.

Konsekvensen af majsensilage af så dårlig kvalitet er, at køerne slet ikke kan optage tilstrækkeligt med energi fra den, fordi det er kommet til at hedde 5-6 foderenheder dagligt mod de planlagte 7-8. Og det er, ifølge Ole Toft, en kunst at reparere på foderplanerne i disse situationer.

Det er, isoleret set, ikke noget problem at erstatte de manglende foderenheder med indkøbt foder rent energimæssigt. Det svære består her i at holde en god balance imellem grovfoderet og det indkøbte foder, som er så vigtig for køernes sundhed.

- Vi har typisk valgt at gå ind med noget korn og/eller melasse og hertil øge fedtmængden i kraftfoderet. Især fedt, men også melasse, har den klare fordel sammenlignet med korn, at det fylder ganske lidt i forhold til energiindholdet og således ikke fortrænger noget af grovfoderet. Er der meget græsensilage i foderrationen, har vi nogle steder valgt at sætte ind med roepiller. Og andre steder, hvor der et lidt eller slet ingen græsensilage, har vi i stedet brugt grønpiller, fordi de bidrager med cellevægsmateriale, lyder forklaringen fra Ole Toft.

- Når det er kommet så meget bag på folk, at det kunne gå galt med majsen, er årsagen efter min mening, at majsen generelt er lykkedes godt for folk i en del år - selv i de tilfælde, hvor den har været dyrket på jord, der normalt ikke kan betragtes som velegnet til majsdyrkning. Selv engarealer har nogen steder været brugt til dyrkning af majs, men det vil nok være en god ide igen at bruge engene til det, de er bedst til, nemlig græsdyrkning, slutter han.