Jens Kirk, MF: - Regeltyranniet er I selv med i

(Effektivt Landbrug) Landboforeningsformand Asger Christensen, der i sidste uge kritiserede EU-politikerne for ikke at bremse op overfor regeltyranniet, bør vende blikket indad i sin egen organisation, mener folketingspolitiker.

- Vend blikket mod dine egne, lyder det fra medlem af Europa-udvalget i Folketinget, Jens Kirk (V) om landboformand Asger Christensens udmelding i sidste uge.

Jens Kirk mener ikke, han som politiker og som deltager i den politiske drøftelse af de nye regler for hygiejne ved produktion af fødevarer, kunne se, hvordan det ville blive, når det ender på landmandens skrivebord.

I stedet mener folketingsmedlemmet, at Asger Christensen bør vende blikket mod sit eget bagland, når han er fortørnet over regeltyranniet.

- Asger Christensens egen organisation, nemlig Dansk Landbrug og Dansk Landbrugsrådgivning, har jo været med til at udforme, hvordan vejledningen om god produktionspraksis skal udmøntes i praksis. Da vi som politikere i Europaudvalget fik sagen forelagt som en rådsforordning i januar 2005, kunne vi kun udtale os i generelle vendinger om den. Herefter er det, ligesom eksempelvis ved bekendtgørelser, embedsmændene, der tager sig af den endelige udformning. Og i det her eksempel er det altså landbruget selv, der har udarbejdet en vejledning om god produktionspraksis.

- Og så synes jeg i øvrigt, at den udsendte vejledning kan være en udmærket reminder til landmanden, hvis han bruger en stille stund til at tænke sin produktionspraksis igennem, selvom der er et par enkelte punkter, hvor det virker lidt anstrengt. For eksempel har det jo altid været bedst, at dyrene er rene, kommenterer Jens Kirk den udsendte vejledning.

Læs også