Der er dejligt ude på landet

(Effektivt Landbrug) Ansatte i landbruget er nogle af de mest tilfredse lønmodtagere i Danmark. Det viser en ny undersøgelse af arbejdsmiljøet. Og den oplysning er blot en af flere positive nyheder om livet på landet.

En ny, omfattende undersøgelse af det psykiske arbejdsmiljø på det danske arbejdsmarked er tilsyneladende endnu et klap på skulderen til både landmænd som ledere i særdeleshed og til livet på landet generelt.

Arbejdsmiljøinstituttet konstaterer nemlig, at de ansatte i landbruget hører til blandt de lønmodtagere, som trives bedst på deres arbejde. Ikke alene oplever de i landbruget en høj grad af tillid og retfærdighed på deres arbejdsplads, de ansatte fortæller også, at de føler sig involveret i deres arbejde.

Tilfredsheden blandt de ansatte inden for landbruget er altså til at få øje på. Og det samme gør sig tilsyneladende gældende for landmændene selv. I hvert fald viser en undersøgelse, foretaget for »Bar Jord til Bord« tidligere på året, at »den selvstændige landmand og hans mellemledere har stor grad af indflydelse på eget arbejde« og at »udviklingsmuligheder inden for landbruget generelt er gode«. Den undersøgelse tegner også et pænt billede af trivslen på gårdene.

Det psykiske arbejdsmiljø i landbruget får altså gode karakterer. Men der er mere positivt at sige om landmændene.

For nylig viste en undersøgelse fra Danmarks Statistik, at landmænd er de mest stabile ægtefolk, når man kigger nærmere på tallene bag de danske skilsmisseprocenter. Således bliver kun tre-fire ud af hver 1.000 selvstændige inden for landbrug, skovbrug og gartneri skilt inden for det første år. Og dermed indtager erhvervet en klar førsteplads i kategorien »ægteskabelig holdbarhed«.

Også før turen op ad kirkegulvet er landmænd interessante. I hvert fald viser en undersøgelse, som Mejeriforeningen netop har fået foretaget, at hele 40,6 procent synes, at fordelene ved at slå pjalterne sammen med en landmand er større end ulemperne.

Læs også