Ny topserie fra John Deere

(Effektivt Landbrug) NI LITER: Nyudviklede motorer sætter nye standarder for brændstofforbrug, sejtrækning og rene udstødningsgasser.

Af Bøje Østerlund

Kun få dage efter lanceringen af Fendt-flagskibet 936 Vario, melder John Deere sig med en standard-traktor i samme hk-klasse, nemlig topmodellen 8530 i den nye 8030-serie. Begge fabrikater vil sikkert diskutere længe og inderligt, hvilken slags de 360 hestekræfter nu viser sig at være, og om de kære pruheste berettiger til betegnelsen »den største«.

Motorerne er kommet på traktorfabrikanternes dagsorden. Og det skyldes ikke alene, at der er brug for kræfterne foran tunge redskaber i marken. Myndighederne i både USA og Europa opstiller til stadighed øgede krav om nedsat forurening fra udstødningen, især indholdet af NOx (nitrogen-oxider). Herfra sættes kravene til nye motorer, som nu løfter John Deere motorerne fra Tier 2 standarder til Tier 3 standarder.

Vejen frem mod de skærpede krav er ikke ens. Mens Fendt tvinger sine 360 hestekræfter ud af en 7,13 liters Deutz motor har John Deere ingeniørerne opnået målene i en nykonstrueret 9,0 liters motor.

Bedst som vi troede, at alting handlede om at pumpe så store mængder ilt ind i forbrændingskammeret som muligt for at få en effektfuld forbrænding, viser John Deere konstruktørerne nye veje. De opnår mindre forurening gennem en reduktion af iltindholdet i forbrændingsluften. Afkølet udstødningsgas mikses nu med frisk indsugningsluft for at hindre høje forbrændingstemperaturer i motoren og dermed dannelsen af NOx i udstødningsgassen. I styringen af den rette miks af forbrændingsluften indgår desuden variabel geometri på turboladeren, hvorved luftstrømmen optimeres afhængigt af motoromdrejningstallet.

Det stiller helt nye krav til motorernes kølekapaciteter. Faktisk er der mange kølere på en moderne traktor, hvor nu både indsugningsluften og den tilstødende udstødningsgas skal køles. Det samme skal naturligvis motorolie, hydraulikolie og naturligvis kølervæsken i det traditionelle kølersystem. Alt sammen kræver det enorme luftmængder til gennemblæsning af de mange kølelegemer og det sker naturligvis ved hjælp af en traditionel rotor med 77 centimeter store kølervinger. Men så ophører ligheden også, for nu drives kølerotoren af et variatorremtræk, som vi kender fra mejetærskeren. Herved spares unødigt effekttab, og kun den nødvendige luftgennemstrømning sikres ved automatisk ændring af omdrejningstallet.

Også transmissionen er nyudviklet i de nye 8030 serie traktorer. Dels findes der en traditionel PowerShift version med 16 frem og fem bakgear med fuldautomatisk skift og Field Cruise. Dels tilbyder John Deere nu en ny fuld variabel transmission specielt designet for den nye modelserie.

Den nye AutoPower variable transmission skifter trinløst fra 0,05 kilometer i timen til 42 kilometer i timen. Alt sammen elektronisk, så samspillet mellem motor og transmission hele tiden optimeres ud fra den valgte hastighed og belastning. AutoPower udstyret med Field Cruise er standard på den største traktor i serien, 8530, mens det er ekstraudstyr i de andre fire nye modeller i serien.

AutoPower aktiveres af et håndtag under rattet, der enten kan tilbydes som højrehåndsbetjent eller venstrehåndsbetjent. I armlænskonsollen til højre for førersædet er alle de øvrige betjeningshåndtag anbragt.

Et nyudviklet hydrauliksystem har reduceret effekttab med op til 50 procent i forhold til tidligere konstruktioner i 8020-serien. Dermed kan mellem 30 og 40 procent mere af motoreffekten overføres gennem det hydrauliske system til nyttigt arbejde i hydraulisk drevne redskaber.

Også liften løfter mere. Den største model i serien kører nu med kategori 4 liftarme og løfter nu 11,8 ton i liften. For de øvrige anvendes kategori 3 liftarme med løftekapaciteter på 10.8 ton.

Af de fem nye 8030-modeller i serien, fås de tre midterste 8230 med 250 hk, 8330 med 280 hk og 8430 med 305 hk også som bæltetraktorer. Den mindste på 225 hk og den største 8530 med 330 hk (maksimalt 360 hk) fås kun i hjulversioner.

Læs også