Pløjer halmen ned

(Effektivt Landbrug) PÅ GAMMELDAWS VIS: Nedpløjning af halmen giver ikke flere problemer med agersnegle, hvis pløjningen sker hurtigt efter høst, erfarer østjyde.

Siden forbudet mod halmafbrænding i slutningen af firserne har Andreas Elkær pløjet halmen ned uden problemer med agersnegle, som der ellers er en del af i området mellem Vejle og Lillebæltsbroen.

Store mængder snittet halm spredt ud på JB 7 jord direkte, og pløjet ned med stubben uden forudgående jordbehandling, skulle ellers være opskriften på at få snegleproblemer. Og agersnegle havde Andreas Elkær da også før omlægningen til tidlig pløjning.

- En stor del af hemmeligheden ligger i, at jeg med tidlig pløjning udtørrer jorden i overfladen, så sneglene ikke kan lide at være her. Jeg så at sige tørrer sneglene væk og udsulter dem, forklarer den østjyske landmand.

Ifølge Andreas Elkær er jorden nu meget nemmere at arbejde med end før overgangen til nedpløjning af halm. Jorden smuldrer ligeledes let, hvilket også kan være en forklaring på, at sneglene ikke kan finde tilstrækkeligt med hulrum.

Desuden er regnvåde marker, som kunne stoppe efterårsarbejdet, når jorden ligger pløjet i længere tid, sjældent et problem.

- Endnu har jeg ikke oplevet, at jeg ikke kan få sået til tiden på grund af den tidlige pløjning, siger Andreas Elkær, som dyrker hvede efter hvede og otte hektar rødsvingel.

Landskonsulent Ghita Cordsen Nielsen, Dansk Landbrugsrådgivning i Skejby, siger i princippet god for den metode, som Andreas Elkær anvender. Men udtrykker dog også betænkelighed i artiklen side 10.

Læs også