Hvordan kan man udvide fra 165 til 300 søer og samtidig få mere overskud i hverdagen? Det har Stinne og Johnny Stig Jørgensen opskriften på, for manglende overskud til børnene og hinanden var netop årsagen til, at de valgte at udvide bedriften.

- 165 søer er i længden for meget til en mand, men økonomisk er det et for spinkelt grundlag til at have en elev, som vi har haft af og til de seneste år, fortæller Johnny Jørgensen. Samtidig savnede familien mere fleksibilitet og tid i hverdagen. Men det ville de kunne opnå, hvis begge arbejdede på gården.

Stinne Jørgensen har de seneste år arbejdet hos Synoptik i Kalundborg, men lange arbejdsdage og skæve arbejdstider gjorde, at hun ikke så nok til parrets børn: Trine på fem og Julie på to. Kort efter Stinne Jørgensens seneste barselsorlov, besluttede Stinne og Johnny Jørgensen derfor, at skaffe Stinne arbejde på gården ved at udvide til 300 søer. Og som sagt så gjort.

Stalden blev planlagt og tegnet i efteråret og over vinteren. Myndighedernes godkendelse opnåede parret på bare otte uger. Byggeriet kom aldrig i licitation, for Johnny Jørgensen vidste, at han ville have Ole P. Jørgensen fra Gråkjær Staldbyg til at bygge. Ham har han et langvarigt tillidsforhold til. Byggeriet begyndte omkring 1. april, og stod efter planen færdig sidst i juli.

I mellemtiden var Johnny Jørgensen begyndt at løbe flere polte. Hvor mange og hvornår kunne han selv styre, da han har lavet søer via zigzag-metoden siden 1998. Derfor kunne de første faringer være klar 1. august, hvor stalden efter planen blev taget i brug.

Den nuværende tilladelse til et produktionsomfang på 120 DE passer netop til 90 ha, som udgøres af gårdens eget jordtilliggende på 50 ha, 10 ha forpagtet jord og 30 ha gylleaftale.

Hvad fremtiden byder, ved Stinne og Johnny Jørgensen af gode grunde ikke, da en fremtidig udvidelse vil kræve mere jord. Men enten skal der udvides eller laves om til løsgående søer i drægtighedsstalden, når det bliver et krav i år 2013.