Når en præsident eller en statsminister har »siddet« i 100 dage, er der tradition for at gøre en slags status.

Den 27. september 2004 blev Fyns Familielandbrugs formand, Ib W. Jensen, Bukkerup, valgt til formand for Dansk Landbrugs Familielandbrugssektion, hvilket blandt andet har medført en post som viceformand i Dansk Landbrug samt medlemskab af Landbrugsraadets præsidium.

Det er alt sammen rundt regnet 200 dage siden. Derfor kan der være dobbelt grund til at spørge Ib Jensen, hvordan det er gået, og hvordan situationen er for Familielandbruget, som - blandt andet i læserbreve - har været genstand for nogle pessimistiske betragtninger.

- Det har måske ikke været lige så let at få tilkæmpet et ståsted, erkender Ib W. Jensen. Men jeg synes, det er gået rimeligt. Jeg føler, at Familielandbruget har fået en god platform med mulighed for indflydelse på de ting, der sker.

- Kritikerne kan have ret i, at Landboforeningerne har sat sig tungt på alle formandsposterne. I det hele taget er Dansk Landbrugs bestyrelse et forum, hvor man skal være indstillet på at kæmpe for sine ideer. Der er mange bolde i luften, men vi kæmper godt sammen.

- I en kronik i LandbrugsAvisen i forrige uge vurderer en husmand fra Klovborg, at Dansk Landbrug ikke har været en succes for Familielandbruget, og at storbønder og husmænd har indgået en uhellig alliance. Hvad mener du om det?

- Den pågældende er medlem af udbrydergruppen Frie Bønder - Levende Land. Jeg tror de er ca. 130 i alt, og intet tyder på, at de vil komme videre. Det er godt, at nogle vil komme med udspil. Men, understreger Ib Jensen, hvis man vil opnå noget, kræver det, at man står sammen og har nogle ressourcer.

- Du har i vinterens løb været til generalforsamlinger i foreninger rundt i landet. Hvordan er stemningen blandt medlemmerne?

- Den er meget forskellig, og det har lidt at gøre med situationen i de enkelte regioner. Nogle steder er der en god optimisme, men andre steder har man brugt kræfter på at kæmpe mod landboforeningerne, og der er man den lille.

- Med hensyn til fremtiden er mange bange for at blive kvalt i alle de miljøregler og restriktioner, der kommer. Jeg har haft mange henvendelser vedrørende miljøministeren og Danmarks Naturfredningsforening. Ikke mindst om miljøgodkendelser.

- Jeg forestiller mig, at det bliver lettere for dem med under 75 dyreenheder. Det er ganske vist ikke meget i dag, men mange eksisterer jo på det. Og jeg tror, man har forståelse for, at dem mellem 75 og 250 dyreenheder også skal kunne overleve. Hvis de skal have VVM, som måske kan koste 100.000 kroner, så vil de blive sorteper.

- Connie Hedegaard har sagt, at man ikke skal male fanden på væggen, og jeg ser ikke så sort på det. Vi er ved at forklare miljøministeren med flere, hvad det betyder, nemlig at man vil aflive de almindelige landbrug. Situationen er jo, at ca. 79 procent af samtlige landbrug med dyr har under 120 dyreenheder. Det er dem, der er bange for de ressourcer, der skal til.

- Hvordan med indflydelsen i Dansk Landbrug?

- Jeg er lige ved at sige som Thomas Nielsen, at »vi har sejret ad helvede til«. Problemet er, at når vi i Dansk Landbrug er blevet enige om noget, så går Landboforeningerne ud og anbefaler det. Og så er det svært at se, hvor det er kommet fra.

Ib Jensen slår fast, at det ikke er rigtigt, som nogen har hævdet, at Familielandbrugets medlemmer flytter over til Landboforeningerne.

- Nogle steder er der nok en tendens til det, erkender han. Men på Fyn og i Sønderjylland ligger vi pænt. Fyns Familielandbrug havde således sidste år en medlemstilbagegang på mindre end fire procent, hvilket er i underkanten af gennemsnittet.

- På Fyn har vi ikke oplevet, at strukturudviklingen er gået særligt ud over os. Da det store frafald i antallet af landbrug finder sted i »den lille« ende, skulle det egentlig gå mere ud over Familielandbruget. I enkelte regioner er det dog gået knap så godt - især hvor der har været splid eller dårlig rådgivning.

- Der er stadig brug for Familielandbruget - for at sikre bredden og mangfoldigheden i det danske landbrug, slutter Ib W. Jensen.

TEKST: ANDERS KURT SIMONSEN