Når luften er tyk af gylle

Gylletid er også gyllestrid. Flere og flere rynker på næsen, når landmændene kører gylle ud på markerne. Og kravet om, at landbruget - ikke mindst de store svinefarme - skal gøre noget ved problemet, vokser i den øvrige del af befolkningen.

Sidste år i november stiftede fire gyllemodstandere Landsforeningen for Gylleramte, der i dag tæller 107 medlemmer, heraf 10 på Fyn. En af dem er Anni Kramer. Hun driver Klinik for Fysioterapi i Vigerslev ved Søndersø, og en bemærkning, hun ofte hører fra sine kunder, når de runder gårdspladsen i gyllesæsonen, er: »Her lugter godt nok stramt i dag!«.

- Jeg har kunder oppe fra parcelhuskvarteret i Søndersø, som fortæller, at de også har problemer der. Men ingen vil stå frem. De kender landmændene. Og det er flinke folk. Derfor vil man ikke lægge sig ud med nogen på det lokale plan, siger fysioterapeuten, der har det på samme måde.

- Jeg går heller ikke over til min genbo og klager over gyllelugt. Det kunne jeg ikke drømme om. Det er ikke noget personligt. Vi står med et landspolitisk problem, som vi må se at få løst i fællesskab. Men der skal snart ske noget, tilføjer hun.

Efterfølgende har hun erfaret, at huset var vanskeligt at sælge på grund af problemet. En kvinde, der var interesseret i ejendommen til erhvervsformål, vendte simpelthen om på trappen, da hun fik gyllelugt i næseborene. Papirerne lå ellers klar til underskrivelse.

- Jeg var ikke opmærksom på problemet. Det gik først senere op for mig, at der »hang noget i luften«. Min næse er nok ikke så fintfølende, som så mange andres, fordi jeg er vokset op på landet, siger Anni Kramer, som til gengæld har haft en svigerdatter boende hos sig i et halvt år, som var meget generet af gyllelugten.

- Hun klagede sig aldrig. Ikke før hun var flyttet. Så fortalte hun mig, at hun ikke havde nogen appetit om morgenen, når der lugtede af gylle. Hun kunne lugte gyllen helt ind i huset, og det chokerede mig faktisk, fortæller fysioterapeuten, der på de værste dage selv kan registrere lugten af gylle, når hun sidder ved skrivebordet og arbejder i sin praksis.

- Jeg er ikke så sart, at jeg mister appetitten. Men der kan være dage om sommeren, hvor der lugter så direkte råddent, så man tror, det er løgn, siger hun.

- Jeg har hørt, at den nødvendige teknologi er til rådighed. Så det gælder bare om at komme i gang. For svineavlerne handler det selvfølgelig om økonomi. Og de er sikkert også tilbageholdne med at investere en masse penge i en ny teknologi, der måske bliver overhalet af noget bedre og mere effektivt om et par år. Men det kan ikke være rigtigt, at folk ikke kan hænge deres vasketøj ud om sommeren eller holde en hyggelig grillaften i haven på grund af gyllestank, siger hun.

Hvordan teknologien og økonomien kan komme til at hænge sammen for landmanden, har hun ikke noget bud på.

- Det spørgsmål må der være nogen, som er klogere en mig, der kan løse. Hvis man kan lave en raket og flyve til månen, så må man også kunne løse problemet med gyllelugt. Det er jo sørgeligt, at vi har så smukt et land, og der så i en periode af året hænger en grim lugt over det hele, siger hun.

- Det er uacceptabelt. Også for svineavlerne. De vil jo også gerne ud i deres haver og hygge sig. Og de synes sikkert heller ikke, det er særlig hyggeligt at sidde i lugten af gylle, tilføjer Anni Kramer, som er helt på det rene med, at mange landmænd opfatter hende og Landsforeningen for Gylleramte som en flok krakilere.

- Men landmændene ved sgu godt selv, at den er gal, siger hun.

- Måske mangler vi bare en handlekraftig regering. Problemet ude på landet er jo, at alle kender hinanden så godt. Landmænd og beboere er gode venner. Derfor lider man hellere i stilhed og undlader at gøre noget ved problemerne, siger Anni Kramer.

- Men det holder ikke i længden, mener hun. Den næste generation, der køber husene ude på landet, kender ikke landmændene. Og de vil slå til. Derfor vil det være bedst for alle parter, at få problemet løst inden, det når så vidt.