Merrild peger på presset økonomi

- Vi er landet på en model, hvor vi trods alt må sige, at der er taget et hensyn, lyder det fra formanden for Landbrug & Fødevarer

Regeringens beslutning om gradvist af lutte op til syv procent af landbrugsstøtten til landdistriktsprogrammet gør økonomien skrøbelig hos landets landmænd.

Sådan lyder det fra Landbrug & Fødevarer i kølvandet på Fødevareministeriets udmelding om, at tage godt to milliarder kroner fra den direkte landbrugsstøtte frem mod 2020.

- Vi må og skal forbedre vores bundlinje i de her år, så vi bliver mindre sårbare over for udsving på verdensmarkedet, ekstremt vejr, lukkede eksportmarkeder, og hvad der ellers presser landmændenes økonomi i disse år. Det bliver ikke nemmere, når der politisk skæres i landbrugsstøtten til den enkelte landmand, siger formand i L&F Martin Merrild i en pressemeddelelse.

- Vi deler regeringens vækst-ambitioner, og derfor er det paradoksalt, at man skærer i landmændenes indtjening. God økonomi er en forudsætning, for at bankerne stiller sig bag nye investeringer, og nu mister erhvervet så 2,1 milliarder kroner de næste fem år – det bliver en udfordring for nogle af vores landmænd.

Til trods for, at resultatet ifølge L&F ikke er optimalt for de danske landmænd, mener Martin Merrild, at regeringen har lyttet til de argumenter, som organisationen er kommet med.

- Der har været talt om fuld modulation, som det er tilfældet i England, hvor landmændene ser ud til at miste 15 procent. Vi er landet på en model, hvor vi trods alt må sige, at der er taget et hensyn, og det skal vi huske at rose regeringen for.

- Nu skal alt sættes ind på, at pengene så kan gå til gode formål, som for eksempel at skabe øget produktivitet og ny viden. Vi håber, at en stor del af pengene kan ende ude hos de landmænd, som vil investere i ny teknologi og moderniseringer, så mener jeg, at det kan give mening.

Læs også