Flere svin end forventet til DC's slagteri på Bornholm

Svineproduktionen udvides på Bornholm. Det betyder, at 10.000 flere grise skal slagtes end beregnet i redningsplanen for det lokale slagteri

50.000 slagtesvin skal under kniven til næste år på Danish Crown, som en del af den redningsplan slagteriet indgik med medarbejderne for at sikre slagteriets overlevelse.

Men tallet ender på 60.000 grise, for flere landmændene er nu i gang med at udvide deres bestand, skriver TV2 Bornholm.

Formanden for Bornholms Landbrug, Lars-Ole Hjort-Larsen, Brogaard, lidt ude fra Aakirkeby, er en af dem, der er i gang med at udvide. Det vil give plads til 12.500 flere svin på gården.

Sammen med andre udvidelser på øen, mener han, at fremtiden ser meget bedre ud for landmændene og slagteriet.

- Danish Crown får flere svin at slagte, og det gør, at enhedsomkostningerne bliver mindre, så det er en stor fordel.

- Og det er også en fordel for os landmænd, når vi får bygget nogle mere rationelle stalde, for det er med til at udvikle de enkelte gårde, siger Lars-Ole Hjorth-Larsen til TV2 Bornholm.

Den nye stald skal efter planen stå færdig den 1. marts næste år, skriver TV2 Bornholm.

Læs også