Så er Agritechnica-udstillingen i gang. 25 haller er fuldt belagt svarende til 41 hektar. Over 2.800 udstillere fra 52 lande.
Verdens største indendørs
landbrugsmaskinudstilling indledes i dag og i morgen med særlige VIP-dage, og udstillingen i Hannover har officielt åbent fra tirsdag til og med på lørdag.
Messen, der foregår i 25 haller på et 41 ha udstillingsområde, fokuserer primært på udstyr til planteavlsbedrifter og
maskinstationer. Men udstillingen byder i år også på en række nye tiltag,
blandt andet er der udviklet specielle programmer for besøgende med fokus på
intelligent landbrug ”smart farming”, produktion af specialafgrøder og et 3D-print,
der giver et bud på fremtidens landbrugsproduktion.
Der ventes over 400.000 gæster til
Agritechnica 2015. Alle 25 haller er udsolgt, og 56 procent af udstillerne er
ikke tyske. Antallet af udstillere er det næststørste nogensinde siden starten
i 1985. Ikke mindre end 2.806 firmaer fra 52 lande er med.
Danmark er repræsenteret med 46 udstillere,
Italien er repræsenteret med hele 391 firmaer, Holland med 126, efterfulgt af
Tyrkiet med 109.
Fem guld og 44 sølvmedaljer
Arrangørerne oplyser, at over 300 produkter
er udpeget som nyheder på udstillingen.
Allerede nu har man tildelt fem guldmedaljer
og 44 sølvmedaljer til særlige innovationer.
Fendt VarioGrip Pro fra Agco får en
guldmedalje for oppumpning af traktordæk til hurtig vejkørsel.
John Deere får tre guldmedaljer. En for ”Connected
Nutrient Management” for et brugervenligt næringsstofsystem, der gør det muligt
præcist at anvende økologisk og kemisk N og P gødning på markerne. Derudover
får John Deere en guldmedalje for Connected Crop Protection and Chemical
Application Manager, som er et program, der giver overblik over, hvordan afgrøderne
behandles bedst. Den tredje guldmedalje til John Deere er ProCut, der blandt
andet er udviklet til at måle knivenes skarphed på finsnitteren automatisk.
Endelig får Krone en guldmedalje for firmaets nye pille-tærsker, som er den første
mobile pille-tærsker, der producerer piller op til 16 mm i diameter. Systemet
er yderst effektivt og har en lav specifik energitilførsel pr. ton fremstillet
granulat.
Effektivt Landbrug er på plads i Hannover, og bringer reportager om nyhederne og tendenserne fra udstillingen hele ugen både her på hjemmesiden og i den daglige avis.
Effektivt Landbrugs hold i Hannover:
Redaktør Jacob Lund-Larsen og journalisterne Jens Mathiasen, Jørgen P. Jensen og Erik Hansen. Desuden er salgschef Kjeld Birk og salgsleder Asger Jørgensen at træffe på messen. Kontakt dem med nyheder og øvrigt omkring messen - se kontaktoplysningerne her!