Touborg: Småt er godt

Formanden for »Udvalg for fødevarer, landbrug og fiskeri«, Kristen Touborg (SF) ønsker en helt anden udvikling end sine kolleger i Socialdemokratiet og Venstre.

Han mener, de sidste 20 års sammenlægninger og stordrift er en forkert vej at gå.

Ifølge Touborg skal der holdningsændringer til. Han mener, der skal gennemføres skrappere miljøkrav, og at der skal satses på større variation og dyre kvalitetsprodukter.

Endvidere mener udvalgsformanden, at der skal udvikles alternative ejerformer, sådan at det ikke kun er dem med en »guldklump i røven«, der kan etablere sig som landmand, som han udtrykker det.

- Ikke engang i Danish Crown, som jeg er medlem af, har jeg direkte indflydelse. Generalforsamlingen er afskaffet og alle valg er indirekte, siger han og fortsætter:

- Husk at nævne, at jeg er opmærksom på, at Danish Crown er i gang med nogle forsøg, der skulle give en lille indflydelse ved udvikling af et sæt etiske regler, fortsætter SF’eren.

Kristen Touborg ser ikke den store forskel på Socialdemokratiets og Venstres landbrugspolitik. Han ønsker en anden politik, hvor det lille landbrug får fortrinsstilling. Og her kan EU’s landbrugspolitik trække i den rigtige retning ved ændrede støtteregler, mener SF’eren.

Læs også