Ideen om de regionaliserede kvælstofnormer og dansk landbrugs nye splittelseslinie ned gennem Storebælt er kommet fra landbruget selv, mener driftsleder Henrik Severin fra Ravnholt Gods på Fyn.

- Det er mærkeligt, at der har været faglige specialister med til at udarbejde forslaget. Alle de mange penge, der bliver brugt til planteavlsforsøg, får jo ikke mere nogen mening, når fagligheden bliver overløbet af politik. Det faglige har dermed spillet fallit.

- Og hvad værre er, vandmiljøet får heller ikke nogen glæde af det. Det sker derimod, når der kommer styr på en række punktkilder såsom gyllebeholdere uden tilstrækkelig flydelag og uhensigtsmæssige staldanlæg med stor kvælstoffordampning.

- Til frøafgrøden strandsvingel, som vi dyrker på 77 hektar, viser fagligt velfunderede forsøg, at der er merudbytte at hente ved at gøde op til 220 kilo N pr. hektar. Under et kvælstofniveau på 170 kilo pr. hektar kan det slet ikke gå an at dyrke afgrøden her på stedet.

- Hvad gør vi så, når strandsvingel er tildelt en norm på 140 kilo N pr. hektar, spørger Henrik Severin. En norm, der formentlig er et kompromis mellem jysk rajgræs og sjællandsk rødsvingel.

- Vi får regnestykket til at gå op ved at flytte rundt på gårdens samlede kvælstofkvote og hente lidt kvælstof fra brødhvedetillægget og kan derfor fortsat have strandsvingel i afgrødeplanen. Kvælstofkvoten er stadig overholdt og formelt er alt i orden. Sådan gør vi og sådan gør mange andre naturligvis også.

- Eller når viceformanden siger »vi vidste jo godt, at brødhvedetillægget var på lånt tid, og at den tid, der er gået godt ikke kommer skidt tilbage«.

- I landbruget burde vi i stedet have været så fremsynede i forhold til kommende forhandlingssituationer, at vi for længe siden havde erkendt det ufaglige i at urealistisk store såkaldte brødhvedearealer med ekstra kvælstoftillæg. Enhver vidste jo, at en stor del af kornet blev produceret til foder. Det reelle og fagligt velbegrundede er jo, at vi på de specialiserede planteavlsbrug generelt har for lidt kvælstof til rådighed.

Argumentationen om transport og markedforholdene for foderhvede kan heller ikke bruges til ret meget på det østfynske gods.

- Fyn bliver kun nævnt som et vedhæng til Jylland i den her sag. Sandheden er, at en foderhvede produceret vest for Lillebælt reelt kan opnå en pris, der er fem kroner højere end vores pris på Østfyn. Selv om det ikke skal over Storebælt, skal det jo alligevel fragtes.

- Derfor er det fuldstændig tosset og uden sammenhæng at knytte transport og lignende faktorer sammen med kvælstoftildelingen. Skal de, der har mange sten i marken så også have mere for deres hvede, fordi det alt andet lige er dyrere at producere hvede på en stenet jord, spørger Henrik Severin hovedrystende.

- Allerede for syv otte år siden, da jeg var ansat som driftsleder på Dalum Landbrugsskoles gård Lammehave, havde vi da både kontrol og orden på gylletankenes flydelag. Hvorfor er det stadig et problem i dele af landbruget!

- Det store brødhvedeareal har gennem mange år været usagligt og det bliver de regionaliserede kvælstofnormer på baggrund af regionsvise gennemsnitstal også! Det stemmer slet ikke overens med alle de kræfter og penge, der bruges på forskning og forsøgsarbejde i Danmark.

- På den her måde ender landbruget med at producere bulkvarer på et halvsløvt gennemsnitsniveau, forudser Henrik Severin.

- Jeg kan kun se en løsning på det nuværende problem, der bestemt ikke er skabt af de professionelle og offensive planteavlere, der har investeret i udstyr og udvikling af stadig større præcision i forvaltningen af gødningskvoten.

- Vi må udarbejde grønne regnskaber på hver enkelt bedrift. Uanset om der er svin, kvæg eller ren planteavl på ejendommen, giver det et brugbart billede af situationen. Tallene har vi jo i forvejen og efter det er sat i system det første år, er det slet ikke kompliceret.

- På den måde kunne landbruget genvinde sin troværdighed og vi kunne igen animeres til hele tiden at forbedre os på et fagligt grundlag.