MASKINDEMONSTRATION: Mange nordjyske landmænd brugte et par timer i selskab med Hjallerup Maskinforretning, da både traktorer, såmaskiner, jordredskaber, sprøjter og ikke mindst bæltetraktoren Challenger blev demonstreret.
Hjallerup Maskinforretnings maskindemonstration blev afviklet under en høj, blå himmel hos Søren Rauf i Svenstrup. Og det var noget, der trak folk til. Direktør Lars Petersen vurderede, at besøgstallet var omkring 500.
Der var også masser at se på i Svenstrup, og især bæltetraktoren Challenger fik mange beundrende blikke.
Hjallerup Maskinforretning forventer at få besked i næste uge, om Challengers knækstyrede 900-serie på hjul får C1 godkendelsen fra EU, så den må køre i Danmark. Ligesom bæltetraktorerne i 800-serien får man i 900-serien en traktor, der har mellem 400 og 600 hestekræfter.
- Det er virkeligt et stort trækdyr, og det giver nogle muligheder for kunder med omkring 1.000 hektar og opefter. Det giver en kæmpe kapacitet med eksempel en stor såmaskine, vurderer Lars Petersen.
Challengers selvkørende sprøjter på vej
Lars Petersen forventer også, at Challengers nye selvkørende sprøjte Rogator med en 6600 liters tank er klar til næste forår. Den præsenteres i den nærmeste fremtid på Agritechnica.
Sprøjten fås med en bom på op til 45 meter, og Lars Petersen fremhæver, at den også har fremført kabine.
- Piloten kommer til at sidde foran hjulene, og det giver et godt udsyn, fortæller han.
Challenger blev en kærkommen lejlighed
Det er mellem tre og fire år siden, at Hjallerup Maskinforretning sidst har holdt en maskindemonstration af den størrelse.
- Det er en tradition, vi har taget op igen, for vi vil gerne vise landmændene, hvad vi kan, fortæller Lars Petersen.
For ham blev den nye Challenger en kærkommen lejlighed til at lave en maskindemonstration. Maskinforretningen viste også Fendt og Massey Ferguson traktorer, Hardi og Rau sprøjter, Våderstad såmaskiner og harver samt Kelly kædeharven.
- Vi skal have vakt landmændenes interesse, så de er klar, når de får lyst til at investere igen, siger Lars Petersen.