Folkemøde med succes hos Vestjyllands Andel
Der var stor tilslutning, da Vestjyllands Andel for første gang afholdte Folkemøde i et forsøg på at nytænke den traditionelle generalforsamling.

Der var både god tid og plads til en snak om tingenes tilstand hos deltagerne ved Folkemødet hos Vestjyllands Andel, og det benyttede deltagerne sig i høj grad af. Fotos: Henning K. Andersen
»I Vestjyllands Andel ønsker vi at bidrage til udviklingen af landbruget gennem dialog og debat.«
Sådan hed det i invitationen som begrundelse for det arrangement, som Vestjyllands Andel for nylig havde stablet på benene. Nytænkningen indebar, at andelsselskabet havde inviteret til en hel dag med forskellige aktiviteter i stedet for den mere traditionelle generalforsamling.
Og opbakningen var stor, hvilket glædede direktør Steen Bitsch.
- Jeg kan sige, at vi stort set har fordoblet deltagerantallet, og det bedste er, at vi har fået fat i de unge. Vi har forsøgt at lave et program, der også appellerer lidt mere til de lidt yngre, siger Steen Bitsch og fortsætter:
- Det er ikke fordi de gamle ikke er velkomne, men det vigtige er jo, at vi også får de unge motiveret for at være en del af det fremtidige demokrati i virksomheden, lød det fra direktøren.
Og det er af stor betydning, påpegede Steen Bitsch.
- Nu hørte jeg jo her forleden, at det kun er to procent af landets befolkning, der rent faktisk er medlem af et politisk parti. Og risikoen for, at vores demokratiske processer bliver udfordret eller bliver svære at gennemføre, er til stede, hvis vi ikke får uddannet de unge til at være en del af de demokratiske processer, og til at tage deres demokratiske ansvar alvorligt i forhold til at danne bestyrelse og repræsentantskab, sagde han.
God tid til snak
Undervejs i dagens program, var der, udover selve generalforsamlingen og debat om landbrugets fremtid, også sat masser af tid af til at netværke. Og det var helt bevidst ifølge Steen Bitsch.
- Jeg er ret overbevist om, at når man som landmand kommer ud, så vil man egentlig gerne have tid til at snakke med sine kolleger. Det har vi sat tid af til, sagde Steen Bitsch og fortsatte:
- Derudover har vi i vores forskellige virksomheder og produktgrupper lavet nogle små stande, hvor kunderne har mulighed for at komme hen og høre om såsæd, korn, foder og vores datterselskaber, både på hestefoder og andre ting, så deltagerne også har mulighed for at få noget fagligt med hjem, lød det fra VA-direktøren.
Flot afsked til Haubjerg
Selve generalforsamlingen bød også på en flot afsked til bestyrelsesformand Leif Haubjerg, der takkede af efter 20 år i spidsen for selskabet.
- Tak til alle jer medlemmer, fordi i loyalt har støttet vores fælles selskab, Vestjyllands Andel. Tak skal I have, sluttede bestyrelsesformanden, mens de forsamlede kvitterede med knapt et minut langt stående bifald.
På generalforsamlingen blev bestyrelsens forslag på at udlodde 40 millioner kroner af årets overskud til selskabets medlemmer vedtaget enstemmigt, og der blev gennemført valg til repræsentantskabet i Vestjyllands Andel.