83-årig tidligere maskinstationsejer fyldte salen ved veterantraktorklubbens første arrangement i 2023.
Mange foreninger i den fynske landbrugsverden må skæve misundeligt til Motor og Veterantraktor Klubben Fyn. Der meldes hvert år om medlemsfremgang, og medlemmer og øvrige interesserede bakker flot op om de mange arrangementer. Senest kom der over 100 tilhørere ved foreningens klubaften, der indledte den nye sæson.
- Jeg var nærmest målløs. Der plejer at blive stillet 80 stole op, men der måtte mange flere til, lyder det fra formanden Bo Fonager Lindholm, der glæder sig over den succesfulde klubaften i Ryslinge Forsamlingshus.
I over tre timer fortalte 83-årige Hans Lysebjerg - uden mikrofon - om sit livsværk, Flødstrup Maskinstation, krydret med en masse anekdoter og lysbilleder.
Som bekendt har Hans Lysebjerg udgivet tre erindringsbøger, og ved udgangen var der stor interesse for at købe bøgerne. De er genoptrykt fire gange til i alt over 1.000 eksempler, og med den fortsatte efterspørgsel overvejer forfatteren endnu et ekstraoplag. Derfor hører han gerne fra interesserede, før der igen trykkes på knappen.
Næste arrangement i veterantraktorklubben er generalforsamlingen, som finder sted mandag den 13. februar, ligeledes i Ryslinge Forsamlingshus.