Arlas ingrediensvirksomhed får grønt lys til køb af engelsk proteinproducent

Arla Foods Ingredients købte i foråret den britisk proteinproducent Volac Whey Nutrition, og nu har de britiske konkurrencemyndigheder også godkendt købet.

Den 18. april i år underskrev Arla Foods Ingredients og Volac Whey Nutrition en købsaftale, som betød, at det danske mejeri købte den britiske virksomhed.

Siden foråret har et evalueringsforløb været i gang, men det er netop blevet afsluttet, da de britiske konkurrencemyndigheder har godkendt Arla Foods Ingredients’ køb af den britiske proteinproducent, og det skaber glæde hos Luis Cubel, der er vicekoncerndirektør for Arla Foods Ingredients.

- Vi er glade for myndighedernes beslutning i en tid, hvor efterspørgslen efter valleingredienser af høj kvalitet stiger. Det betyder, at vi nu er ét skridt nærmere et signifikant opkøb, der vil konsolidere vores førende position inden for valleingredienser, siger han.

På vegne af den familieejede, britiske virksomhed Volac har ejeren James Neville ligeledes udtrykt glæde over opkøbet. Han mener, at Arla kan være med til at løfte proteinproducenten til næste niveau, og han kalder det for godt nyt, at de to virksomheder har fået grønt lys til at slå sig sammen.

Læs også