Rønhave ApS ved Gredstedbro, en af landets største mælkeproducenter, står foran en voldsom udvidelse.

Det beretter JydskeVestkysten.

Esbjerg Kommune har godkendt planerne, som nu er sendt i otte ugers høring. Projektet indebærer to nye løsdriftsstalde på 8.800 kvadratmeter, tre gyllebeholdere samt nye anlæg til foder, mødding og personalefaciliteter. Produktionsarealet vokser til over 10.600 kvadratmeter, hvilket svarer til næsten en tredobling.

Ejer Jørn Kjær Madsen afviser, at det kun handler om vækst.

- Derfor handler det også om at øge dyrevelfærden i staldene. Hver ko får mere plads, lys og luft. Går du 20 år tilbage, så var det helt andre forhold, og mange af de stalde vil ikke kunne bruges til malkekvæg om 7-8 år, siger Jørn Kjær Madsen til mediet.

I dag driver Rønhave 3.800 køer på 2.400 hektar og beskæftiger 70 medarbejdere. Men udvidelsen betyder også en transportstigning fra 1.300 til 5.000 kørsler årligt. Det bekymrer naboerne, som frygter mere støj, lys og lugt.

Kommunen vurderer, at miljøkravene overholdes, men anerkender, at udvidelsen vil kunne mærkes i området. Klagefristen løber til 23. september.

Business