Samarbejdet MCR Maskincenter og Johs. Mertz om service af New Holland er stoppet efter et år i al fordragelighed.

Forventningerne var ellers store, da Johs. Mertz og MCR Maskincenter i Roskilde i 2024 indledte et samarbejde om, at MCR Maskincenter blev »service-underforhandler« for Mertz på Roskilde-egnen.

Anledningen var dengang, at New Holland netop havde stoppet samarbejdet med Sivertsen, og MCR skulle derfor udføre service på New Holland for Johs. Mertz. Samtidig skulle samarbejdet danne base for et par Mertz-sælgere og en salgsudstilling af nye New Holland-traktorer, høstmaskiner og entreprenørmaskiner.

Ifølge Viktor Houlind, ejer af MCR Maskincenter, har man dog ikke formået at få planerne omsat til handling.

- Om vi ikke har været proaktive nok, eller det har været vanskeligt for Mertz at skaffe de rigtige folk til opgaven, skal være usagt – og uanset hvad er vi blevet enige om at ophæve samarbejdet, siger han i en pressemeddelelse.

Ejeren slår ligeledes fast, at der efter endt samarbejde med Johs. Mertz ikke ligger planer klar om at repræsentere et andet traktorbrand.

- Traktormarkedet bliver mere og mere et spil for de store kapitaltunge drenge i branchen. Vi er ikke så store. Til gengæld er vi rigtig gode til at servicere vores kunder, uanset hvilket mærke de kører med, og har opbygget forskellige service-nicher som f.eks. hydraulikservice, generatorservice, vinterservice af Claas-mejetærskere, maskintransport og specialopgaver på værkstedet i Roskilde, siger han.

Viktor Houlind forklarer, at salgsafdelingen hos MCR Maskincenter først og fremmest vil koncentrere sig om salg af Avant-minilæssere og udvalgte redskabsbrand som f.eks. Lemken og Göweil.

Business