H.P. Entreprenørmaskiner leverer 9,4 mio. i forandringspræget marked
H.P. Entreprenørmaskiner A/S leverede et overskud på 9,4 millioner kroner før skat i 2025-regnskabet, som var præget af forandringer og ændrede kundebehov.

H.P. Entreprenørmaskiner A/S har præsenteret sit seneste regnskab, som viser et overskud på 9,4 millioner kroner før skat. Foto: Semler Gruppen
Et overskud på 9,4 millioner kroner før skat.
Det er facit for en af Danmarks førende importører og forhandlere af entreprenørmaskiner og entreprenørmateriel, H.P. Entreprenørmaskiner A/S.
Resultatet kommer efter et år, hvor markedet har været i forandring, og hvor kunderne stiller stadig større krav til tilgængelighed, fleksibilitet og totaløkonomi på både maskiner, service og reservedele.
Året har ligeledes budt på et generationsskifte i ledelsen, hvor Kenneth Brunsholm er tiltrådt som ny adm. direktør i august 2025. Han ser tilbage på resultat med tilfredshed.
- 2025 har været et tilfredsstillende år for H.P. Entreprenørmaskiner, og vi er tilfredse med årsresultatet i et turbulent marked, hvor både kundernes investeringslyst og konkurrencesituationen har været under pres, siger han og tilføjer:
- Det er først og fremmest resultatet af en stærk indsats på tværs af hele organisationen, og jeg vil gerne sige en stor tak til vores medarbejdere for deres engagement og forandringsparathed.
En proaktiv partner
Med et marked i forandring har H.P. Entreprenørmaskiner brugt det seneste regnskabsår på at skærpe sit fokus og på at være en endnu mere proaktiv partner for erhvervskunderne.
- Kunderne forventer i dag løsninger, der rækker langt ud over selve maskinen. De vil have høj oppetid, hurtig respons og gennemsigtighed i totaløkonomien. Det betyder, at vi skal være endnu tættere på kundernes hverdag, forstå deres projekter og kunne rådgive om både valg af maskiner, servicepakker og optimering af maskinflåden. Det har vi haft fokus på i 2025, og det er et fokus vi vil øge fremadrettet, siger Kenneth Brunsholm.
Tættere samarbejde med fabrikkerne
Trods de udfordrende markedsforhold formåede H.P. Entreprenørmaskiner at øge antallet af leverede maskiner i 2025 i forhold til året før.
Samtidig har man styrket samarbejdet med fabrikkerne med henblik på både produktudvikling, tilpasning til kundernes behov og bedre understøttelse af eftermarkedet.
- Vi er rykket endnu tættere på fabrikkerne, så vi sammen kan tilpasse løsningerne præcist til kundernes behov og sikre, at teknologien bliver udnyttet fuldt ud. Gennem målrettet uddannelse af både sælgere og serviceteams har vi styrket vores eftermarked, så kunderne oplever højere oppetid, bedre rådgivning og en mere fleksibel service i deres dagligdag, forklarer direktøren.
Positive forventninger til 2026
Med et solidt resultat i ryggen har H.P. Entreprenørmaskiner nu blikket rettet mod 2026, hvor man har fået en god start med styrket ordretilgang på kerneprodukterne.
Samtidig videreudvikles det strategiske samarbejde med større virksomheder, hvor H.P. Entreprenørmaskiner i stigende grad indgår som langsigtet partner omkring maskinflåder, servicekoncepter og optimering af drift.
- I 2026 kommer vi til at sætte yderligere strategisk fokus på de områder, hvor vi kan gøre den største forskel til kunderne – især eftermarked, minedrift og udvikling af mere langsigtede samarbejder med vores erhvervskunder, siger Kenneth Brunsholm og tilføjer:
- Vores ambition er at stå endnu stærkere over for erhvervskunderne ved at tilbyde både robuste maskiner, høj driftssikkerhed, kvalificeret sparring og en service, der er lettere og hurtigere at få adgang til.
H.P. Entreprenørmaskiner blev grundlagt af Hans Peter Pedersen i 1981 og har i dag afdelinger i Jylland, på Sjælland og Grønland.
Semler Gruppen købte i 2024 virksomheden af Hans Peter Pedersen.











































