Fredningssag skal for retten
En lang og opslidende fredningssag i Nordvestsjælland har nu fået en lodsejer til at gå rettens vej for at opnå en rimelig erstatning.

Ole Gammelby er den lodsejer på det nu fredede areal, som har den mest landbrugsorienterede jord. Foto: Anders Lei
- Sagen har ødelagt værdien af min ejendom. Jeg må nærmest ingenting. Det er praktisk talt umuligt at udvide min bedrift, siger Ole Gammelby, der er en af lodsejerne på et nu fredet areal i Tømmerup nær Kalundborg.
- Jeg må, tilføjer han, for eksempel heller ikke plante træer eller etablere solceller. Min situation er låst. På den baggrund har min advokat og jeg beregnet en rimelig erstatning, der på det tidspunkt lød på 360.000 kroner.
Sagen har varet siden december 2014, og af de 360.000 kroner har han fået tilkendt cirka 170.000 kroner. Udover dette har han fået dækket 25.000 ud af 60.000 kroner i advokatudgifter.
Derfor har han nu valgt at gå rettens vej. Han er startet hos sin forsikring, Topdanmark, som nu har bekræftet, at hans forsikring dækker en retssag om erstatningssummen. Lige nu arbejdes der på at klargøre stævningen.
Urimelig behandling
Ole Gammelby er den lodsejer, som har den mest landbrugsorienterede jord på arealet, og han havde drømme om at udvide med større bygninger og flere kvæg.
- De benspænd, der er opstået med fredningen, betyder, at jeg kan bruge mindre af min ejendom. Konsekvensen er naturligvis værdiforringelse, siger han og fortsætter:
- Parterne i sagen har hverken lyttet til mig eller min advokat. Det er bare ikke rimeligt, at man på den måde kører folk over.
- Parterne i sagen har hverken lyttet til mig eller min advokat. Det er bare ikke rimeligt, at man på den måde kører folk over.
Ole Gammelby

På grunden går der hvide køer, og indtil fredningen var på plads, havde Ole Gammelby drømme om at udvide besætningen og bygningerne på gården. Foto: Anders Lei
To lossepladser
Det fredede areal strækker sig over et større område, og udover hans landbrugsjord indbefatter det også to gamle lossepladser.
- Det er, så vidt jeg ved, første gang i verdenshistorien, at man freder to lossepladser, siger Ole Gammelby undrende.
- Oprindeligt var ønsket at frede 2,5 hektar. Nu blev det så 55 hektar. Og min jord, er den jord, der er mest landbrugsorienteret på arealet. De ville have fredet helt ind til kostalden, hvor dyrene går ind og ud, siger han.
En grænse på det fredede areal, som gik så nær hans landbrugsbygninger, var grunden til, at han måtte søge hjælp hos sin advokat.
Lang proces
De første fire år var sagen for Fredningsnævnet. Herefter gik sagen automatisk videre til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Efter dette overgik sagen til taksationskommissionen.
- Da det hele startede, blev der sagt, at jeg bare skulle tage det roligt. Der skulle nok ydes erstatning. Nu har det snart varet 10 år. Processen er simpelthen for langvarig, fortæller Ole Gammelby og fortsætter:
- Det her er jo folks liv. Mange har både slægtshistorie, nutiden og fremtidsdrømme på deres ejendom. Den her måde at gøre det på kan knække mennesker.