Den sydjyske landmand Nicolai Pedersen, der producerede økogrise på sin bedrift ved Hovborg, er gået konkurs og har solgt gården. Det skriver JydskeVestkysten.
Landmanden forklarer, at man er løbet ind i den »perfekte storm« med stigende priser på foder, stigende renter og et faldende salg af økologisk grisekød. Det har været for hårdt for svineproducenten, der efter en sanering i 2022, med et dertilhørende underskud til følge, har valgt at kaste håndklædet i ringen.
- Det var jo lige der, man har brug for den perfekte bank, men det havde vi desværre ikke. Banken troede ikke på, at vi kunne få økonomi i de økologiske frilandsgrise, og derfor er landbruget blevet afviklet. Selvfølgelig har vi forsøgt at finde en løsning og måske et andet pengeinstitut, men når den gamle bank og revisoren ikke har troet på det, så får man jo ikke en anden bank til at gå ind i det, siger Nicolaj Pedersen til mediet.
Grisene er solgt til en anden landmand og vil blive flyttet til en anden gård. Gården er solgt til selskabet Klelund, som ejes af Lego-arvingen Sofie Kirk Kristiansen, til en pris på 30,6 millioner kroner. Nicolaj Pedersen selv vil nu forsøge at finde sig et andet arbejde.
I 2019 skrev Effektivt Landbrug, at Nicolaj Pedersen havde 800 økologiske årssøer og producerede 20.000 smågrise om året. Han drev samtidig omkring 250 hektar.