Særdeles tilfredsstillende år for VikingDanmark

VikingDanmark har formået at løfte sin bundlinje fra -10,6 millioner kroner til et overskud på 16,2 millioner kroner trods lavere sædsalg og uændret efterspørgsel på selskabets ydelser samt en satsning på nye markeder.

Administrerende direktør i VikingDanmark, Hans Peter Bay.

Tocifret underskud bliver til tocifret overskud.

Sådan kan det kort siges om udviklingen i det danske avlsselskab VikingDanmark for regnskabsåret 2023. Mens omsætningen fortsat har fulgt sin stabile stigning og går fra 569,3 millioner kroner til 601,7 millioner kroner, har det været en større rutsjebanetur for bundlinjen.

I 2021 landede selskabet et overskud på 26,1 millioner kroner. Året efter et underskud på 10,6 millioner kroner. Og nu i 2023-regnskabet er man atter i plus med et overskud på 16,2 millioner kroner.

I ledelsesretningen kalder man årets udvikling og resultat »særdeles tilfredsstillende«.

Ledelsesberetningen fortæller også, at efterspørgslen efter serviceydelser og sæd har været næsten uændret. Sædsalget i kroner er steget til 168 millioner kroner, hvilket hovedsageligt skyldes en stigning i salget af kønssorteret på 19.875 doser.

Derudover har der i regnskabsåret været et samlet sædsalg på 1.187.067 portioner, hvilket er et fald på 29.622 portioner i forhold til 2022. Samtidig er insemineringerne i Danmark faldet med 703, mens salget af kønssorteret sæd er steget til 504.544 doser, hvilket har resulteret i en bruttofortjeneste på 36 millioner kroner.

Udvikling i værdipapirer

Administrerende direktør i VikingDanmark, Hans Peter Bay, forklarer, at den positive udvikling på resultatsiden skyldes, at virksomheden har en stor portefølje af værdipapirer på cirka 130 millioner kroner, og at man i 2022 havde en negativ kursregulering på værdipapirerne tæt på 27 millioner, hvilket har haft en finger med i spillet på bundlinjens udvikling de seneste år.

- Resultatet af den primære drift er faktisk den samme. Den ligger og svinger på mellem seks og syv millioner. Og så er det værdipapirerne, der laver det store udsving på bundlinjen. Motoren, den kører faktisk helt stabilt, hvis man kan sige det sådan.

Egenkapitalen ender på 281 millioner kroner for 2023-regnskabet og har forholdt sig på et stabilt niveau i forhold til 2022, hvor den lød på 265 millioner.

Nye markeder i krigens kølvand

En af de helt store udfordringer i årets løb for VikingDanmark har været konsekvenserne af at lukke for eksporten til Rusland som følge af krigen i Ukraine. Faktisk forventede VikingDanmark en omsætningsandel fra Rusland, der allerede var planlagt før krigen, på 100 millioner kroner.

- Vi har haft en stor opgave i at finde nye markeder og bygge helt nye afsætningsmuligheder op – altså nye lande og nye kunder i forhold til afsætningen af levedyr. Det var den store udfordring for os at lukke så stort et marked på to dage, uden at få alt for stort tab, og så få bygget et nye marked op i Europa, som vi har gjort. Det har været en god, men hård opgave, fortæller VikingDanmark-direktøren.

Det er imidlertid lykkedes virksomheden at øge sin tilstedeværelse i nærmarkederne i Europa, heriblandt Tyskland, England, Holland, Rumænien, Spanien og Frankrig.

Fortsætter investering

Hele overskuddet på 16,2 millioner kroner har bestyrelsen besluttet skal bruges til at styrke nye forretningsområder og til forskning og udvikling.

I 2023 har der været store aktiviteter på hele digitaliseringsområdet, og man har dermed fortsat investeringen, som man har udviklet på de seneste år.

Ifølge ledelsesberetningen er der i VikingDanmarks budgetteret med et overskud på én million kroner for 2024.

Om VikingDanmark

  • VikingDanmark er ejet af danske kvægbrugere, i alt cirka 3.720 medlemmer, hvor hovedparten af omsætningen er hos de cirka 2.000 mælkeproducenter.

  • Selskabet ejer over halvdelen af virksomheden SimHerd A/S, har næsten 100 procent af VikingLivestock A/S og har en større andel i virksomheder som A/S Nordjysk Agrocenter Aars, VikingGenetics FMBA, Goat Improvement Company og Kolding Export Center A/S.

Læs også