100 millioner poser med overskudsvarer er blevet reddet fra at gå til spilde

For snart seks år siden blev Too Good To Go lanceret med en mission om at bekæmpe madspild. I dag kan madspildsaktøren fejre, at appens knap 50 millioner brugere i samarbejde med mere end 100.000 forretninger har reddet 100 millioner lykkeposer med overskudsvarer fra at ende i skraldespanden.

Too Good To Go kan nu fejre, at appens knap 50 millioner brugere og mere end 100.000 partnere sammen har reddet 100 millioner lykkeposer med overskudsvarer fra at gå til spilde. Det betyder, at kloden er blevet sparet for 250.000 tons CO2e, hvilket svarer til 45.000 flyrejser rundt om jorden.

På nuværende tidspunkt bliver der reddet omkring 200.000 lykkeposer med overskudsvarer hver dag. Det svarer til, at der bliver reddet cirka 140 lykkeposer per minut. Den hastige vækst har givet Too Good To Go mod på et mål om at redde en milliard lykkeposer med overskudsvarer inden udgangen af 2024.

- 2,5 milliarder tons spiseegnet mad går hvert år til spilde på globalt plan. Det er så vanvittigt et tal, at det kan være svært at forholde sig til - men det er der heldigvis rigtig mange af vores brugere og partnere, der gør. Det er vi meget taknemmelige for, for vi kan kun løse madspildsproblemet, hvis vi hjælper hinanden, siger Mette Lykke, adm. direktør for Too Good To Go.

- De 100 millioner lykkeposer er en vigtig milepæl, fordi vi har vist, at vi via samarbejde og relativt overkommelige indsatser i det daglige kan opnå imponerende resultater i det store billede. Der er stadig langt endnu, men vi er godt på vej, tilføjer hun.

Over to millioner danskere tager del i madspildskampen

I landet, hvor det hele startede, har 2,4 millioner danskere downloadet appen, og flere end 5.000 partnere har bidraget til at reducere madspild via Too Good To Go. Det gælder alt fra den lokale bager på hjørnet til restauranter, cafeer, hoteller, tankstationer og supermarkeder - herunder landsdækkende kæder som Lidl, Netto, Fakta, Spar, Aldi, Føtex, 7-Eleven, Lagkagehuset, Q8 og Circle K.

Too Good To Go bekæmper også madspild i landets kantiner, hos producenter og til sportsbegivenheder, events og festivaler. Virksomheden er på blot seks år ekspanderet til 17 lande: Danmark, Norge, Sverige, Tyskland, England, Irland, Frankrig, Belgien, Holland, Schweiz, Spanien, Italien, Polen, Østrig, Portugal, USA og Canada.

 

Læs også