»WASTE2FUNC«, et biobaseret projekt finansieret af EU, har fået tildelt et budget på knap 50 millioner kroner til at bygge en platform til effektivt at indsamle madaffald fra landbrug, fødevareindustrier, supermarkeder m.fl., for at omdanne det til blandt andet bioplast.
Madspild som eksempelvis frugt og grøntsager, der ikke opfylder standarderne eller dårlige partier fra fødevareforarbejdningsvirksomheder, som ikke længere kan sælges, er et fortsat stort problem. Mange fødevarer, der næringsmæssigt ikke fejler noget, ender med at rådne på marken, kasseres eller forbrændes, hvilket medfører til yderligere, unødvendige CO2-udledninger.
Derfor er mange lande i EU nu fokuseret på at sætte ind over for madspild med projekter, hvor »upcycling« er parolen.